I sidste uge gjorde vi rede for de bestræbelser, der i øjeblikket gøres for at etablere et såkaldt hospice på Djursland – et sted, hvor uhelbredeligt syge kan tilbringe den sidste tid i trygge rammer. I dag bringer vi så et indlæg, hvori en dame fra Ebeltoft understreger behovet for et sådant sted. Hun skriver:

”Min 80-årige mor, som var enke, kom til Sct. Maria Hospice Center i Vejle d. 5. september 2000 og døde d. 23. oktober samme år.
Min mor lagde ikke skjul på, at hun var uhelbredeligt syg af kræft, og at hun meget gerne ville på et hospice, når den tid kom. Inden da var hun ofte på ferie en uge ad gangen hos min mand og jeg i Ebeltoft. Her drøftede vi, om jeg skulle tage plejeorlov (jeg er enebarn), men vi blev hurtigt enige om, at det ikke var nogen god idé – det ville slide for meget på familielivet, når alle parter skulle tage så meget hensyn til hinanden.
Mor havde mere og mere behov for ro, hvile, omsorg og tryghed, og alt dette strømmede imod os, da min mor og jeg trådte ind ad døren på Sct. Maria Hospice Center i Vejle. Det var den rigtige beslutning, hun havde taget. Der var egen telefon på værelset, så vi kunne hurtigt kontakte hinanden.

Mindst 1-2 gange om ugen besøgte vi min mor, hvor vi spiste aftensmad sammen. To gange har min mand og jeg boet på Hospice Centeret nogle dage, fordi min mor begyndte at få det dårligere. Disse dage står for os som noget af det bedste og smukkeste i den periode, min mor var indlagt. Nogle gange spiste vi hovedmåltiderne sammen med de oppegående beboere, den frivillige hjælper og sygeplejerskerne. Vi hjalp med at rydde af bordet, lave kaffe eller købe ind til en beboer. Det blev næsten ”vores andet hjem”.
Personalet var også gode til at få os til at grine en gang imellem. Hver aften var der fælles hyggestund med de vagthavende sygeplejersker, beboerne og de pårørende. Alle, der havde lyst, kom. Hvis man var sengeliggende, blev sengen kørt derhen. Der blev sunget de ønskede sange, man fik en god snak og mange gange også et godt grin.

Ofte er kræfterne små og appetitten lille, derfor bliver hver beboers ønske om en bestemt ret så vidt muligt opfyldt. Personalet har altid tid til at give et knus, tid til at lytte, trøste, synge, læse højt og/eller ”bare” sidde og holde i hånd. Det giver den ro og tryghed, som der er behov for, når man er tæt på livets afslutning.

Når vi som pårørende besøgte min mor, kunne tiden bruges til dét, der var det væsentlige hér og nu – at være hos hende. I de sidste uger blev der ikke talt så meget sammen, hun lå ofte og døsede, men hun vidste, at vi var der – og nød det. Som nærmeste familie har man også brug for personalets trøst og omsorg. Det blev givet i rigt mål, da min mor døde d. 23. oktober.
Vi blev om eftermiddagen ringet op fra Hospice, at vi hurtigst muligt skulle komme til Vejle, da min mor pludselig havde fået det meget dårligt. Desværre nåede vi ikke at sige farvel, hun sov stille og roligt ind med en kærlig sygeplerskes hånd i sin. Imens kørte vi på motorvejen mellem Horsens og Vejle.

Hvor ville jeg ønske, at vi havde haft et Hospice på Djursland dengang. Der var for langt fra Ebeltoft til Vejle, når man skulle skynde sig. Der var også for langt til, at man kunne komme på besøg hver dag.
Giv os på Djursland nogle valgmuligheder! Et hospice er et fantastisk sted, hvis man vælger det.”

Skrevet af Inger Lise Dybdahl fra Ebeltoft i Lokalavisen d. 28. januar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002