Åbent brev: Transportråd bekymret |
Richard Volander er borgmester i Rosenholm Kommune, og han er medlem af Transportrådet under Djurslands Udviklings Råd (DUR). Her er man bange for, at den amtslige prioritering på vejområdet, som vi tidligere har omtalt, kommer til at stikke endnu en kæp i hjulet på udviklingen på Djursland. Derfor har han skrevet følgende brev til Århus Amtsråd:
”Det er med stor bekymring, at Transportrådet under Djurslands Udviklings Råd erfarer, at Miljø- og Trafikudvalget på sit kommende prioriteringsseminar i februar 2003 påtænker at udskyde starten på etableringen af motortrafikvejen mellem Sdr. Borup og Assentoft, det såkaldte nordlige hængsel, fra 2004 til 2007.
Transportforholdene og den generelle udvikling indenfor infrastrukturen har i disse år stor opmærksomhed på både regionalt, nationalt og europæisk plan.
Når transportforholdene er i søgelyset hænger det sammen med, at gode og effektive transportforbindelser har betydning for virksomhedernes tilgængelighed til markederne og for befolkningens adgang til arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, servicetilbud, m.v.
Dette gælder i særlig grad for udviklingen på Djursland. Transportrådet under Djurslands Udviklngsråd opsummerede i sin transportundersøgelse ”Veje frem for Djursland” fra maj 2001 blandt andre følgende mål for udviklingen af infrastrukturen på Djursland:
”1) En sikring af, at der ikke sker en ”afsnøring” i forhold til de overordnede nationale og internationale transportforbindelser.
2) En fortsat udvikling af havnene på Djursland. Generelt er det målsætningen at styrke transporterhvervet.
3) En sikring af god trafikal sammenhæng med Sjælland og Sverige på Kattegatruterne. Djursland bakker op om Mols-Linien som færgeforbindelse til Sjælland, specielt efter åbningen af den faste forbindelse over Storebælt.
4) En fortsat udvikling af Århus Lufthavn, idet lufthavnen udgør et stort aktiv for Djursland og Østjylland.”
Det er med stor tilfredshed, vi konstaterer, at der indtil nu har været en erkendelse af og aktiv opbakning bag disse mål, hvilket har givet sig udslag i konkrete forbedringer som udbygningen af motortrafikvejen ved Rønde og den igangværende udbygning af amtsvejen i Ebeltoft.
Det helt afgørende for udviklingen på Djursland er nu, at de to planlagte forbindelser til det overordnede motorvejsnet – det sydlige hængsel (motorvej mellem Søften og Skødstrup) samt det nordlige hængsel (motortrafikvej mellem Sdr. Borup og Assentoft) – etableres som planlagt i 2004. Motortrafikvejen mellem Sdr. Borup og Assentoft skal desuden afhjælpe kapacitetsproblemerne på vejen mellem Assentoft og Randers.
Hvis Djursland fortsat skal være hjemsted for en dynamisk erhvervsudvikling og kunne udvikle sig som et attraktivt bosætningsområde, er det af afgørende betydning, at de planlagte investeringer i infrastrukturen på Djursland gennemføres.
Adgangen til og fra Djursland til det overordnede motorvejsnet må ikke afsnøres, der skal tværtimod sikres effektive trafikforbindelser til de attraktive bosætningsområder og sikres en grobund for en fortsat erhvervsudvikling på Djursland.”
Skrevet på vegne af Transportrådet under Djurslands Udviklingsråd som åbent brev til Århus Amtsråd af Rosenholms borgmester,
Richard Volander, offentliggjort i Lokalavisen d. 28. januar
Redigeret af Rex, redaktion 11.
[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]
© Nørre Djurs Net 2002