Artikler på Nørre Djurs Web
55 terrormistænkte anholdt i USA

De amerikanske myndigheder har foreløbig anholdt 55 personer i forbindelse med jagten på terrorister fra al-Qaeda-netværket efter angrebet mod New York og Washington den 11. september, meddeler USA's justitsminister, John Ashcroft.
Meddelelsen kommer, efter at både borgerrettighedsgrupper og ledende demokratiske politikere har beskyldt regeringen for at bruge immigrationslovgivningen til vilkårligt lange varetægtsfængslinger.
I alt er der blev udfærdiget anklageskrifter mod 104 personer, og de amerikanske myndigheder har desuden anholdt 548 personer som illegale indvandrere. Efter den 11. september blev lovgivningen strammet, hvorefter illegale immigranter kan tilbageholdes i længere tid uden at blive stillet for en dommer.
John Ashcroft sagde, at alle medlemmerne af al-Qaeda-netværket i USA var blevet anholdt, og at man brugte alle muligheder i den amerikanske forfatning for at sikre, at de fortsat blev holdt under lås og slå.
En del af de terrormistænkte er anklaget for at have bistået flykaprerne, der angreb World Trade Center og Pentagon, for at forfalske dokumenter samt for at have løjet om deres tilknytning til flykaprerne.
"Ved hjælp af anholdelser og tilbageholdelser har vi undgået nye store terrorangreb," sagde Ashcroft.
Justitsministeren vil dog ikke sige, om nogen af de anholdte har spillet en direkte rolle i forbindelse med terrorangrebene. Han vil heller ikke nævne navnene på de anholdte, da det vil være nyttig viden for al-Qaeda-netværket.
Liberale politikere har desuden kritiseret regeringens planer om at etablere militærdomstole, som skal kunne fange mistænkte terrorister overalt i verden og derefter dømme dem i USA.

Kilde: reuters / CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Bragt af Mads, redaktion 04, den 28-11-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001