Artikler på Nørre Djurs Web
Kunstudstilling på Ørum Aktiv Center

Bibliotekar Lars Larsen fra Ørum Bibliotek fandt jo ud af at bruge Nørre Djurs NetNyt forleden dag til at få en nyhed ud, så nu har han åbenbart fået blod på tanden. Han er også med i Kunstforeningen i Nørre Djurs, og derfor har han sendt os følgende pressemeddelelse:

"Udstilling i Ørum Aktiv Center

Nr.Djurs Kunstforening viser i øjeblikket sin første udstilling i den nye sæson. Det drejer sig om en udstilling af malerier af kunstneren Mads Lars. Udstillingen kan nydes i Ørum Aktiv Center indtil den 27. oktober 2000.
Mads Lars, som bor ved Hornslet, er uddannet på Kunstakademiet i Århus. Han har en lang række udstillinger bag sig i både virksomheder og kunstforeninger.
Kunstneren har foretaget flere studieture for at samle inspiration til sine værker. Han har bl.a. været i Italien, Marokko og Norge.
Mads Lars finder primært sine motiver i naturen, og han påstår selv, at han har en svaghed for at male skyer. De malerier, han udstiller i Ørum Aktiv Center illustrerer dette på bedste vis, idet de alle henter motiverne i den danske natur. Det største af de udstillede malerier viser en meget dramatisk tordenvejrs-himmel over Kolindsund. Men ellers har Mads Lars fundet sine motiver i bl.a. Skagen, Vildmosen og Kalø Vig.
Udstillingen kan ses i Ørum Aktivcenters normale åbningstid, og skulle man få lyst til at købe et af malerierne, kan det også arrangeres.
Nr.Djurs Kunstforenings næste udstilling med malerier og akvareller af Peter Lundberg præsenteres i Ørum Aktiv Center den 30. oktober 2000."
Gør som Lars Larsen, send os en nyhed, stor eller lille, og vi bringer den gerne!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 04-10-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000