Post Danmark Rundt-feltet trak et stort publikum til Torvet i Grenaa |
Post Danmark Rundt - Danmarks ubetinget største cykelløb - kan ikke klage over folkelig opmærksomhed. Tusinder og atter tusinder af tilskuere fulgte de 128 ryttere på deres færd fra Skagen til København fra tirsdag til lørdag i sidste uge, og Grenaa var ingen undtagelse. Der var således et kæmpe-opbud af tilskuere på Torvet i Grenaa, da feltet kom susende fra Mogensgade og hen over brostenene på Kirketorvet tirsdag eftermiddag ved 14-tiden.
Servicevogne fra de forskellige cykelhold, biler fra løbsarrangøren, politieskorte og pressedækning via motorcykler foruden diverse reklamevogne var ikke just med til at gøre det et ringere skue, da Post Danmark Rundt-feltet for første gang i løbets historie lagde vejen forbi Grenaa. En ung dansk amatørcykelrytter ved navn Mads Christensen - fra Team Post Danmark - rundede som den første af alle Kirketorvet. Det vil sige i spidsen for stort set hele feltet, der ikke kan beskyldes for blot at trille igennem Kirketorvet. Stort set uden at tage farten af cyklerne, hamrede feltet ind i det skarpe højresving fra Mogensgade og ud på selve Kirketorvet, hvorefter der blev speedet endnu mere op på vejen ned ad den lille torve-bakke med retning mod Kannikagede, hvor feltet piskede afsted med retning mod Århusvej og dermed ud af byen. Man kom uvilkårligt til at tænke på filmen »Gone In 60 Seconds«, for det gik unægteligt stærkt.
Havde det ikke været for et par »efternølere«, der af den ene eller anden årsag var blevet kørt agterud i forhold til hovedfeltet, så havde den kvindelige del af publikummet end ikke kunnet nå at sige: »cykelryttere har pæne ben« - inden alle rytterne havde passeret Torvet.
Der var tale om den 2. og længste (223 kilometer!!) etape af Post Danmark Rundt. Starten gik i Hobro, hvorefter turen gik mod Randers og derfra videre ad Nordkystvejen mod Vivild, Fjellerup, Bønnerup, Voldby, Sangstrup og Grenaa.
Fra Grenaa fortsatte feltet ad mindre veje mod Balle og Dråby ned til Ebeltoft. Efter Ebeltoft blev det til en rundtur i Handrup Bakker og Mols Bjerge. Efter Rønde fulgte feltet kysten ind mod Århus, hvor løbet blev sluttet af på en rundstrækning med opløb på Strandvejen. Feltet kom mere eller mindre samlet til mål, og det blev således afsluttet i en massespurt med en ukrainsk cykelrytter som vinder.
Vinderen af løbet samlet set blev - efter redaktionens slutning - kåret på Frederiksberg i København i lørdags i forbindelse med løbets 6. og sidste etape.
Post Danmark Rundt-feltet rundede blandt andet Kirketorvet i Grenaa tirsdag i sidste uge i forbindelse med løbets 2. etape. Foto: Lene Madsen
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002