Grenaa Plantecenter mod nye mål |
Grenaa Plantecenter på Ådiget i Grenaa ligger ikke på den lade side. De seks fast medarbejdere - anført af indehaveren Lise Broe - og fire ungmedarbejdere arbejder hele tiden på at forbedre konceptet: Hente nye varer hjem fra eksempelvis Holland, som ikke kan fåes andre steder, og tilbyde såvel privatpersoner som firmaer en lang række forskellige købs- og servicemuligheder. Som noget nyt er der blevet ansat en planteskolegartner, der skal styrke Grenaa Plantecenters ud-af-huset-aktiviteter.
Hun hedder Pia B. Nielsen. Hun blev udlært i 1995, og har siden arbejdet som anlægsgartner ved et firma i Århus. Dermed går Grenaa Plantecenter ind på et område, der hedder erhvervsmæssig vedligeholdelse af grønne arealer. Det være sig for såvel private som for erhvervsvirksomheder. Plantecentret har i den forbindelse også indført et »Helt Solgt-koncept«, der går ud på at gøre en have i tip-top stand i forbindelse med et hus-salg.
- Her glemmer folk tit, at haven er med til at give de potentielle købere et helhedsindtryk af stedet. Selv om de måske har sat huset pænt i stand indvendigt, så kan en tilgroet og forsømt have sagtens få folk til at løbe skrigene væk, så den del af det bør man også have med, når man skal sælge et hus, siger Esben Lauridsen, der er gift med Lise Broe. Han kom med ind i foretagendet i forbindelse med Lise's overtagelse af plantecentret i november sidste år.
Grenaa Plantecenter kan også tilbyde at kreere en helt ny have til folk, hvis det er det, som de vil have. Det vil sige en ny have tegnet op helt fra bunden af, og så udføre hele anlægsarbejdet bagefter. Inklusive levering af alle planter, blomster og pynte-genstande med videre. En totalløsning med andre ord.
- Men vi kan naturligvis også råde og vejlede folk i det små, og gør det gerne. Hvis det foregår her i plantecentret, så koster det ikke noget udover det man køber af planter og lignende. Det er kun hvis vi skal ud og kigge på haven først, at det koster lidt, siger Pia B. Nielsen.
- Der er også mange private, der gerne vil betale sig fra at få klippet hæk, og sådan en service kan vi også levere. I forhold til firmaerne, så kan de måske spare en del mandskabstimer årligt ved at lade os klare de grønne arealer. Og når foden først er indenfor her, så er der jo ikke langt til kunne få lov til at levere blomster og planter til firmaets lokaler også, siger Esben Lauridsen.
Samtidig med, at Lise Broe overtog stedet, blev Irene Albrechtsen ansat som handelsgartner. Hun har således ansvaret for det udendørs plante-sortiment i Grenaa Plantecenter. I februar-marts måned begyndte hun at bygge sortimentet op helt fra bunden af. Det gjorde hun først og fremmest udfra devisen, at man skal kunne levere det som kunderne efterspørger. Også selv om det måske er nogle lidt specielle ting, som kan være lidt svære at få fat i.
- Det være sig formklippede planter og/eller japansk inspirerede ting. Samtidig skal det være noget, der er nemt at hold. Og så må det gerne være stedsegrønt, fordi folk gerne vil have, at deres haver er grønne og frodige hele året rundt. Det er naturligvis nogle ønsker, som vi retter os meget ind efter, idet vi bygger et sortiment op, siger Irene Albrechtsen.
- Vi gør os med andre ord store anstrengelser for at opfylde alle mulige ønsker fra kunderne, slutter Irene Albrechtsen.
Grenaa Plantecenter har påny oprustet på medarbejdersiden. Det er sket med ansættelsen af en planteskolegartner. Hun hedder Pia B. Nielsen, (yderst til venstre), der her ses sammen med indehaver Lise Broe, handelsgartner Irene Albrechtsen og altmuligmand Esben Lauridsen. Der er tale om fire af de i alt seks faste medarbejdere i Grenaa Plantecenter.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002