»Klitkiosken« har fået nye ejere |
Helle Juel og resten af hendes familie er klar til som nye ejere at åbne »Klitkiosken« ved Grenaa Strand på fredag den 16. maj. Foto: Lene Madsen
Et familieprojekt - med Helle Juel fra Sangstrup i spidsen - har sørget for, at der igen kommer liv i den lille iskiosk »Klitkiosken«, der ligger skråt overfor Scandic Stena Line Hotel Grenaa på Kystvej i Grenaa.
Kiosken har de senere år blevet forsøgt forpagtet ud, men med ringe resultat, og det var således såre lidt den havde åbent sidste sommer. Men nu har Helle Juel og hendes familie købt »Klitkiosken« af Polar Is, og den åbner med de nye ejere bag disken på fredag den 16. maj (Store Bededag). Der vil i den anledning blive budt på gratis økologiske is til børnene og kaffe til de voksne. Sortimentet kommer udover diverse is- og slikvarer til at bestå af pølser og burgere.
Det, der startede det hele var egentlig, at Helle Juels store dreng stod uden sommerferie-job.
- På den måde kom »Klitkiosken« ind i billedet, for hvis vi kunne få lov til at drive den, så havde han jo pludselig et sommerferiejob. Og så er vi også gået lidt ind i det i protest mod alt det der lukker i vores område. Vi vil gerne vise flaget ved at genåbne det, som vi ser som er fint aktiv for Grenaa Strand, siger Helle Juel, der har været omkring kiosk-branchen for små 20 år siden, så det er ikke et ukendt område for hende. Kiosken vil som nævnt blivet drevet som et familieprojekt, hvor alle involveres. Det er da også nødvendigt, idet Helle Juel fortsat skal passe sit fuldtidsjob.
- Vi er meget spændte alle sammen, og glæder os meget til at åbne på fredag, siger Helle Juel.
Indvendigt har kiosken gennemgået en pæn stor renovering, så den fremstår tip-top til sommerens betjening af turister og andet godtfolk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002