Påny »Rap om Kap« på Grenåen |
Så er det ved at være tid til en ny omgang »Rap om Kap« på Grenåen. Gennem de seneste år har Scleroseklubben Djursland afviklet dette »anderæs« på Grenåen, hvor deltagerne køber sig til et ejerskab af én eller flere nummererede plastic-ænder, hvilket så er ensbetydende med chancen for at vinde nogle flotte præmier. Således også i år. Ejerne af de ænder, der krydser målstregen først, beriges således med disse fine præmier. Ikke mindst til vinderen af løbet, der får et stort rejsegavekort fra Århus Charter.
Sædvanen tro afvikles løbet på den landsdækkende Sclerose-dag, hvor Scleroseforeningen sætter fokus på sygdommen, og det arbejde som foreningen yder i forhold til informationsarbejde om sygdommen plus diverse støtteforanstaltninger i forhold til scleroseramte og deres pårørende. I år er der Sclerosedag den 24. maj, og det er således også datoen for dette års »Rap om Kap« i Grenaa. Salget af andelsbeviser skydes i gang på fredag den 25. april i forbindelse med Scleroseklubben Djurslands »kro-aften« i Dronningens Ferieby. Her hygger man sig omkring en bid brød, samtidig med, at Per Holst trakterer med musikalsk underholdning. Om føje tid vil man kunne finde medlemmer af bestyrelsen på Torvet i Grenaa i forbindelse med salget af dette års andelsbeviser. Man har fået udsolgt hvert år indtil nu, og håber og tror naturligvis, at noget tilsvarende bliver tilfældet i år. Som tidligere år udbydes der 1.200 andelsbeviser. Overskuddet fra salget går sædvanen tro til Scleroseklubben Djurslands arbejde.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002