Et verdenshistorisk »vindpust« mellem Irak-krigen og Grenaa |
Bronzeskulpturen »Vindpust«, der befinder sig på museumstorvet i Grenaa, er støbt af den samme mand, som står bag den bronzeskulptur af Saddam Hussein, som amerikanske soldater fik væltet ned af soklen den 9. april i Bagdad.
Den lokale kunstner Anders Gjerding Geertsen, Øer ved Ebeltoft, har været så venlig at gøre redaktionen opmærksom på, at der eksisterer en forbindelse mellem den væltede bronzeskulptur af Saddam Hussein - som irakere med hjælp fra amerikanske soldater fik væltet i Bagdad den 9. april foran rullende kameraer - og Grenaa. Forbindelsen eksisterer igennem bronzeskulpturen »Vindpust«, som befinder sig på museumstorvet ved Kannikegade i Grenaa.
- Skulpturen »Vindpust« er støbt i Italien af bronzestøber Massimo Del Chiaro, der også har støbt den store skulptur af Saddam Hussein, som amerikanske soldater væltede i Bagdad. Årsagen til, at Del Chiaro fik arbejdet af mig, skyldtes, at min hidtidige bronzestøber dengang havde meget travlt, da jeg fik opgaven af Grenaa Handelsstandsforening tilbage i 1990. Og jeg måtte derfor se mig om efter en anden bronzestøber, fortæller Anders Gjerding Geertsen, og han fortsætter:
- Jeg traf aftale med Del Chiaro, der ganske usædvanligt havde god tid dengang. Årsagen dertil skyldtes, at den først Golfkrig netop var brudt ud. Del Chiaro havde meget arbejde for den irakiske stat, og i den nye situation var der pludselig god tid, siger Anders Gjerding Geertsen, der endvidere kan fortælle, at bronzestøberen af »Vindpust« også var i Irak, da den anden Golfkrig brød løs.
- Massimo Del Chiaro nåede at vende hjem til Italien med det sidste fly fra Irak inden grænsen blev lukket. Han havde været i Bagdad for at reparere noget ved den højre arm på skulpturen, som amerikanerne trak ned af soklen den 9. april. Således kan man sige, at begivenheden den 9. april i Bagdad har en lille lokalhistorisk forbindelse igennem skulpturen »Vindpust«, slutter Anders Gjerding Geertsen, der her i påsken har været udstillings-aktuel sammen med de øvrige medlemmer af Aprilgruppen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa i forbindelse med kunstnersammenslutningens årlige påske-udstilling i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002