Grenaa Bladet - 22-04-03
En ny bestyrelse er udpeget i Grenaa Fitness- og Motionsklub

Grenaa Fitness- og Motionsklub afholdt ordinær generalforsamling den 31. marts i centrets lokaler på Århusvej i Grenaa. Der var et fint fremmøde, og der blev afholdt en meget konstruktiv generalforsamling. Der blev på mødet stiftet en ny betyrelsen, som ser således ud: Formand Thomas Sørensen (ikke på valg), kasserer Peter Christensen (nyvalgt), sekretær Pia Lichtenstein (ikke på valg), Allan Andersen (nyvalgt), Michael Pedersen (ikke på valg), Tine Johansen (nyvalgt) og Keven Gudmund (nyvalgt). Den nye bestyrelse ser frem til at tage udfordringen op omkring driften af Grenaa Fitness- og Motionsklub.

Doping-kontrol
Som et led i den landsdækkende kampagne fra Antidoping Danmark - der blev lanceret her i marts måned - havde Grenaa Fitness- og Motionsklub (GFMK) også besøg. Kampagnen er bygget op omkring besøg og tests i klubberne - plus postkort og plakater, der informerer omkring doping. Grunden til besøget i Grenaa er, at GFMK som medlem af Dansk Bodybuilding Forbund har sagt ja tak til et uanmeldt besøg.
- Klubben tager med glæde imod et sådant besøg, da vi lægger stor vægt på bekæmpelse af doping i alle former. Så det er yderst positivt, at Antidoping Danmark lancerer en kampagne, hvor man ikke kun dækker de store centre, men også kommer ud til de mindre, hvilket længe har været et ønske her hos os, siger formanden for GFMK, Thomas Sørensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002