Grenaa Bladet - 15-04-03
Bolsje-kogeri i Ebeltoft

Jette og Jes Brinch Nielsen er flyttet fra Fanø til Ebeltoft, og har indrettet bolsjekogeri i det gamle 1700-tals baghus, Nedergade 11, hvor de laver gode gammeldags håndlavede bolsjer. Her agter parret fremover at fremstille »Mols Bolsjer« ved hjælp af gamle originale maskiner og håndkraft. Det er for eksempel dameskrå, guldklumper, Kongen af Danmark, roks og mange, mange flere. I forbindelse med åbningen af bolsjekogeriet inviterer parret til reception på søndag den 13. april, hvor de byder på en lille forfriskning, samtidig med at slikmunde i alle størrelser får mulighed for både at dufte til og smage på diverse bolsjer mellem kl. 13.00 og 17.00.

Det, der er sket er, at bolsjefabrikken »Fanø Bolsjer« er flyttet fra Fanø til Ebeltoft. Der bibeholdes dog et udsalgssted på Fanø, hvor man fortsat vil kunne købe parrets bolsjer. Ikke mindst det lokalkendte Fanø-bolsje.
Den 20. juni 1997 startede Jes og Jette Brinch Nielsen »Fanø Bolsjer« på Fanø. De er fjerde generation i fremstilling af Fanø-bolsjer. I Brinch-familien er Jette og Jes anden generation, idet Jes' forældre Else og Niels Brinch købte »Fanø Bolsjer« af Mads Madsen i Esbjerg i 1974, og drev dette frem til 1982, så Jes har fået bolsjekogningen ind med modermælken. Når Jes og Jette nu er flyttet til Ebeltoft, er det så at sige for at få foden under eget kogeri, da lokalerne på Fanø var lejede. I et smukt gammelt baghus fra 1742 har de nu indrettet en rigtig gammeldags bolsjefabrik. Fabrikken er indrettet med gamle maskiner og værktøjer. De ældste af disse er således fra 1800-tallet. Her fortsætter de nu produktionen af alle de kendte og elskede bolsjer, som i Ebeltoft vil blive solgt under navnet »Mols Bolsjer«.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002