Grenaa Bladet - 3-03-04
Dét som Idégruppen Grenaa går og »roder« med lige nu!

Ovenpå stormødet på Scandic Stena Line Hotel Grenaa den 13. januar har der været lidt stille omkring Idégruppen Grenaa, men der arbejdes faktisk ganske energisk og seriøst i de forskellige arbejdsgrupper. Grenaa Bladet bringer her en orientering om, hvilke ting og idéer der arbejdes med rundt omkring i arbejdsgrupperne lige nu.
Der er nu 46 borgere der har fundet sig en plads i de forskellige arbejdsgrupper, og der er tale om borgere fra mange forskellige erhverv, hvilket gør, at tingene bliver set fra mange forskellige synspunkter, fortæller Jørgen Lund fra Idégruppen Grenaa.


Lys på kirken
Turist-arbejdsgruppen har arbejdet med mange af de opgaver, som er både nemme og billige at få sat i værk.
- Det gælder blandt andet planer om at gøre vort Handelscenter mere hyggeligt og indbydende for vores gæster - og for os selv for den sags skyld. Det ville eksempelvis være utroligt flot, hvis vi kunne få lys på kirken igen. Vi har sendt idéen videre til teknisk forvaltning, og regner med et snarligt møde herom, siger Jørgen Lund.
Idégruppen har også gjort opmærksom på, at indkørslen til byen fra Århus-siden er for kedelig og trist.
- Man skulle ikke tro, at man lander i en charmerende handelsby med en masse dejlig natur og aktiviteter, udtaler Jørgen Lund, der således meget gerne ser dette område forskønnet på én eller anden måde.
Turist-arbejdsgruppen kigger også på mulighederne for at få stykket nogle pakkerejser og pakkearrangmenter sammen til turisterne. En stor opgave, men der arbejdes hårdt på at finde samarbejdspartnere. Der er kontakt til formanden for Djurslands Turistforening, Kim Lanzky, og turistchef Per Rasmussen i så henseende.
Det glæder endvidere Idégruppen, at arbejdet med at lave en fælles turisthandlingsplan for Grenaa, Nørre Djurs og Midtdjurs kommuner, er sat i værk.
- Turismen er ubetinget et erhverv, som vi skal satse meget på, siger Jørgen Lund.
En kultur-arbejdsgruppe har været samlet med kommunens kulturudbydere. Også her er der meget at tage fat på. Kodeordene er også her samarbejde og sammenhold. Der kan fortælles mere om gruppens arbejde først i april.

Erhvervs-gruppe
Den nye erhvervs-arbejdsgruppe har afholdt møde i sidste uge. I den gamle gruppe har der været en del aktiviteter. Der har været meget fokus på kommunens lokalplaner, og mange idéer og forslag er blevet vendt og drejet. Der har været en masse besøg på lokale virksomheder, der hver især har ønsket at komme med idéer og forslag til, hvad arbejdsgruppen burde tage fat på. Gruppen har også været til møde med kommunens indkøbskonsulent, Lars Glerup, på rådhuset. Et meget vigtigt møde, set med Idégruppens øjne.
- En del erhvervsdrivende har haft svært ved at forstå reglerne på Indkøbskontoret, og har været usikre på, hvordan man kommer til forhandlingsbordet med hensyn til leverancer til kommunen. Med andre ord: Hvad kan grunden være til, at man ikke kommer i betragtning ved leverancer? Her fik gruppen en fyldestgørende forklaring, som herefter kunne bringes videre til de mystificerede erhvervsdrivende. Lars Glerup vil desuden indkalde Handelscenter Grenaa til et møde, og her give den orientering, som man måske står og mangler, siger Jørgen Lund.

Medie-gruppe
Der er også nedsat en medie-arbejdsgruppe, der vil tage kontakt til folk i Randers og Århus, for her at finde nogen, der har erfaring med, hvordan man opnår en større og mere positiv mediedækning af Grenaa og omegn. Der er allerede aftalt flere møder i så henseende.
- Vi har jo TV2-Østjylland, men de har fået for vane kun at gide at interessere sig for »sorte prikker« i Grenaa og på Djursland, selv om der er så mange gode aktiviteter i vores område. Dem vil vi selvsagt hellere have omtalt, siger Jørgen Lund.

Hvad sker der hr. borgmester?
Idégruppen har en lang periode fået utrolig mange henvendelser med hensyn til, hvad der skal ske omkring vores sygehus, GD, slagterigrunden, Møllen og Fornæs Fyr.
- Vi kan selvfølgelig ikke svare fornuftigt og udtømmende på alle disse forespørgsler. Derfor har vi sendt en hilsen til vores borgmester Gert Schou, og bedt ham om at bruge lidt tid på at orientere borgerne i Grenaa. Der må være en del at fortælle om planerne fra det politiske bord. Det interesserer borgerne, for der sker selvfølgelig en del, selv om det måske ikke er alt, der kan offentliggøres lige nu. Men lidt har også ret, siger Jørgen Lund, der også kan fortælle, at Idégruppens CD-rom-projekt er ved at være på trapperne.
- Der er mange, som har tilmeldt sig denne aktivitet efter mødet den 13. januar, hvor konceptet blev præsenteret på Scandic Hotel. Ankermanden på CD-projektet, Preben Mortensen, løber stærkt for tiden for at opfylde alle ønsker, og det skal nok lykkes. Omkring den 1. april er den klar til brug. Borgmesteren satte sin velkomst-tale på CD'en i sidste uge, og vi glæder os ganske meget til at kunne overrække den første CD til netop Gert Schou, slutter Jørgen Lund.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002