Lørdagens program i Kulturhuset Pavillonen: |
Musikmesse og koncert med Savage Affair!
Lørdag den 8. marts er der »Lyt & byt-Køb & sælg-eftermiddag« i den gamle
Pavillonsal i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Nærmere forklaring følger ved
kulturhusleder Hardy Andersen:
Adskillige gange er jeg blevet spurgt, om ikke jeg kunne
arrangere en dag, hvor man kunne komme og sælge sine gamle instrumenter og LP'er og
CD'er, som man ikke længere gider at lytte til. Og nu gør jeg det så! De, der ønsker
at sælge noget, kan bestille bordplads ved henvendelse til undertegnede, siger Hardy
Andersen.
Der vil eftermiddagen igennem være masser at kigge på og lytte til, lover han. Det
sidste sørger medlemmer af Dansk Musiker Forbunds Grenaa-afdeling for. Således har både
musikerne Bo Jacobsen, Rex Jensen og Helge Sørensen, samt gruppen The Beatdows, lovet at
kigge forbi. Arrangementet er desuden lavet i samarbejde med musikbutikken RILLEN, Grenaa,
og herfra har man lovet, at man kommer med en hel unik samling af musikplakater, ligesom
RILLEN også vil lave et lille salgshjørne med gode tilbud.
Fed rock med Savage Affair
Samme aften er der i øvrigt fed og medrivende rock i kulturhuset. Her kommer bandet
Savage Affair forbi med Alex Nyborg Madsen i den vokale forgrund. Siden udgivelsen af det
seneste album »Pink Pills For Pale People« har bandet turneret flittigt i både 2002 og
2001. Men det seneste års tid har bandet brugt til at indrette sig i eget studie. Det har
givet mulighed for at arbejde intenst med nyt materiale, og resultatet heraf vil kunne
høres på bandets fjerde og nyeste album »Dumb Again«, som udkom for blot to måneder
siden. Den opfølgende turné startede i februar, og Grenaa er således blandt de første
destinationer på denne Danmarksturné, der ikke stopper for sommeren 2003 går på held -
tidligst!!
Med DR-rock- og radio-legenden Alex Nyborg Madsen som karismatisk forsanger og hærfører
udstedes følgende garanti til lørdagens koncert-gæster i Kulturhuset Pavillonen: Sejt
swingende tråd med en besnærende sans for den gode melodi, flankeret af endnu ét af
bandets varemærker - de stærke vokalharmonier.
Savage Affair er: Alex Nyborg Madsen (vokal), Torben Aalykke (guitar og vokal), Martin
Schwerin (guitar og vokal), Carsten Neumann (bas) og Lars Vilmar Jensen (trommer).
Kulturhuset Pavillonen danner på lørdag den 8. marts rammen om en koncert med
rock-bandet Savage Affair, der har DR-journalisten Alex Nyborg Madsen i den vokale
forgrund.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002