Grenaa Bladet - 3-03-04
Søndre Skoles 5. a. startede dette års Juniorpraktik med et besøg i Kvickly i Grenaa

juniorpraktik.jpg (18495 bytes)
Torsdag den 27. februar myldrede 21 elever fra Søndre Skoles 5. a. ind i Kvickly i Grenaa sammen med deres klasselærer Aino Hastrup. Med dette besøg - der varede fra om morgenen til et lille stykke ud på eftermiddagen - indledte man i Grenaa Kommune dette års Juniorpraktik, hvor det kriminalitetsforebyggende og erhvervsorienterende arbejde i klasserne går op i en højere enhed.
Praktikken afvikles over en enkelt formiddag i ugerne 9, 10, 11, 12 og 13, hvor i alt 230 elever fra kommunens tolv 5. klasser får lov til at sætte deres præg på de butikker, der har sagt ja tak til at deltage i år.

Det var Skole- og Erhvervsudvalget i Grenaa Kommune, der sidste år tog initiativ til et sådant projekt for 5. klassetrin. Skolekonsulent Per Istrup Poulsen fortæller:
- Tilbagemeldingerne fra elever, lærere, politi og praktikværter var så positive, at vi gentager projektet i år med deltagelse af samtlige 5. klasser for folkeskolerne i Grenaa Kommune. For at dække behovet for praktiksteder har Dagli' Brugsen ved Grenaa Havn, Matas og Mr. Rasmus sagt ja til at deltage i Juniorpraktik i år. Kvickly, Jaco/SuperBest og Silvan er gengangere fra sidste år. Formålet med Juniorpraktikken er at give eleverne et indblik i konsekvenserne af at begå butikstyveri, samt at give dem indsigt i dagligdagen på en arbejdsplads, siger Per Istrup Poulsen.

Info-møde forud for praktikken
Juniorpraktikken består helt konkret af et forældrearrangement på skolen med temaet SSP/butikstyveri og klassepraktik en enkelt formiddag hos én af de nævnte praktiksteder. Hele klassen er i praktik det samme sted. Forældrearrangementet på skolen afholdes inden praktikdagen - eventuelt med deltagelse af ungdomskonsulenten, skolens kontakt-betjent, skolevejlederen og skolen SSP-repræsentant.
Klasselæreren tager personligt kontakt til butikschefen på praktikstedet senest to uger inden praktikken, og inviterer ham/hende på et kort gæstelærer-besøg, hvor de praktiske ting i forbindelse med praktikdagen aftales nærmere. Klasselæreren følger eleverne dagen igennem på praktikstedet. Efterfølgende afleverer klassen en kort evaluering af forløbet til praktikstedet.

Politiet dukker op efter besøget
Det er også efter besøget på praktikstedet, at politiet besøger klassen. Her bliver der informeret om hvilke konsekvenser butikstyveri kan få for den enkelte.
Der vil være ophængt plakater i den butik, den dag en klasse er på besøg. Eleverne vil også være meget synlige, idet de får udleveret identiske T-shirts med logoet fra den pågældende butik påtrykt. Denne T-shirt får eleverne lov til at tage med sig hjem sammen med et diplom for velgennemført Juniorpraktik.
Klassen møder kl. 8.20 på praktikstedet, og efter en velkomst vil klassen blive præsenteret for dagens program. Der indledes med koncern/butiksorientering og regler for de ansatte. Herefter udleveres der T-shirts og navneskilte, og efter en rundvisning i butikken, deles klassen op i hold, hvorefter man starter praktikken ude i de forskellige afdelinger under supervision af de enkelte afdelingsledere. Det hele slutter af med frokost i kantinen for hele klassen.
Udover Grenaa Kommune og de deltagende butikker, støttes Juniorpraktikken også af Handelscenter Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002