Grenaa Bladet - 3-03-04
Designlinie for piger på Grenaa Tekniske Skole

Grenaa Tekniske Skole har oprettet en ny linie, der specielt retter sig mod piger, der afslutter 9. klasse i år. Der er således tale om et nyt tiltag på skolens Erhvervs- og Studieforberedende linie med start i august måned i år. Man kan her - med frist til den 15. marts - vælge sig ind på en design-linie på Grenaa Tekniske Skole. Linien vil komme til at bestå af flere sider af design-begrebet udført i praksis som: Tekstildesign, grafisk/industriel design, billed/collage-værksted og »Roomservice«.

Tilknyttet de forskellige forløb vil der være gæstefaglærere, der har arbejdet mange år med netop det bestemte område, der vil blive tilbudt i løbet af året. For hvert forløb vil der være udstillinger med elevarbejder. For at hente idéer vil der endvidere være indlagt studie/inspirationsture til relevante danske virksomheder/udstillinger. Forløbet starter helt nøjagtigt den 28. juli 2003 og varer i alt 40 uger. Man kan tilmelde sig direkte til Grenaa Tekniske Skole eller via skolernes samlede tilmeldinger med frist til den 15. marts.
Man kan også få yderligere oplysninger om linien ved at kontakte skolens studievejleder Per Østergaard Nielsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002