Grenaa Bladet - 18-02-03
Biogas på Djursland...!

En spændende dag med en spændende vi-sion. Det var reaktionen fra de 53 landmænd og virksomhedsledere, der deltog i en workshop på AMU-Center Djursland den 5. februar. Dagens program var lavet af Djurslands Erhvervsråd, Grøn Netværk på Djursland og Djurs-land Landboforening.

De væsentligste overskrifter i programmet var etablering af 3 - 4 måske 5 biogasanlæg, geografisk placeret i forhold til landbrugsejendomme med stor husdyrproduktion. Anlæg af forskellig størrelse alt efter lokale behov, men ejet og drevet i en fælles organisation, Djurslands Biogasselskab.
Kommunernes slam fra renseanlæggene kan også indgå i gasproduktionen sammen med alt det organiske affald, der kommer fra industrivirksomheder. Og som noget nyt skal afprøves om kød og benmel fra DAKA kan indgå opblandet med snittet halm.
Afsætning af energi fra anlæggene var også en væsentlig overskrift i programmet, så et indlæg fra Direktør Søren Sørensen fra NRGi havde stor interesse. De fjernvarmeanlæg, der er etableret på Djursland, kan blive naturlige aftagere for både varme og gasproduktion fra biogasanlæggene.

Brug af overskudsgødning i biogasanlæg giver fordele forproduktændring
For landmændene kan der ikke peges på umiddelbare økonomiske fordele ved at indgå i projektet, men for hver enkelt ejendom kan der komme væsentlige fordele i de fremtidige udviklingsmuligheder.
En væsentlig stopklods for udvikling af husdyrproduktionen er afsætning af gødningen fra dyrene. Ved etablering af et Biogasselskab på Djursland kan formidling og placering af overskydende gødning give adgang til udvidet produktion. Produktionsudvidelser er meget tit en betingelse for generationsskifte på gårdene, og dermed vil projektet kunne bidrage til forsat vækst og udvikling for landbrugserhvervet.
For service og industrivirksomheder handler det ikke kun om at være med i anlægsfasen, landbruget er en meget væsentlig del af kundegrundlaget for mange servicevirksomheder på Djursland, så en forsat udvikling er vigtig.
De virksomheder, der er med i anlægsfasen, vil kunne hente erfaringer, der senere kan bruges andre steder, og der lægges ikke skjul på, at de nye medlemslande i EU kan blive det store marked for biogasteknologien. De lande skal igennem den samme udvikling som Danmark er i fuld gang med, og det er næsten altid med basis i et godt hjemmemarked, at der kan skabes en eksportsucces.
For borgerne på Djursland vil fordelen blive næsten lugtfri udkørsel af husdyrgødningen i forårsmånederne, så opbakning i almindelighed er vel givet på forhånd.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002