Grenaa Bladet - 18-02-03
Ældrerådet i Grenaa Kommune indkalder til orienteringsmøde

Torsdag den 20. februar holder ældrerådet møde med øvrige interessenter på ældreomsrådet – "Ældresamvirket" – der er en kreds af formændene for lokalrådene ved de enkelte plejehjem, samt formænd for pensionist- og handicapforeninger og ældresagen. På mødet der finder sted på Grenaa Rådhus vil formanden for ældrerådet Svend Erik Christiansen byde velkommen og aflægge beretning om ældrerådets arbejde i sit første år. Herefter vil afdelingschef Tove Nielsen give en orientering om "Fritvalgsordningen", der som en regeringsbeslutning indføres over hele landet, og starter her i Grenaa ved årets begyndelse. Brugere af hjemmehjælp, hjemmepleje og madudbringning kan nu vælge om leveringen skal ske fra kommunen, eller servicen skal ydes af private udbyddere. Kontorchef Christian Hansen vil give information om budget 2003 for ældreområdet.
Grenaa Byråd har vedtaget at spare i hjemmehjælp og hjemmepleje ved at ændre strukturen. I steder for administration af ældreservicen fra 5 plejehjem, vil der fra og med i år ske ændringer således at der nu kun bliver 3 enheder hvorfra hjemmehjælpen og hjemmeplejen styres. Fuglsanggårdens og Lyngbygårds områder lægges sammen med Posthaven, medens Violskrænten og HedeboCentret fortsætter uændret. Der har været afholdt møder mellem ældrerådet, lokalrådene og Voksen- og Fritidsudvalget for at afklare bl.a. spørgsmålet om lokalrådene skal opretholdes alle 5 steder, om personalet ved hjemmehjælp og hjemmepleje skal gå ud fra Posthaven eller fra sattelitter i bl.a. Trustrup/Lyngby m.v. Mødet vil ganske givet også berøre disse områder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002