Apostlen Paulus emne for en foredrags-aften |
Her i vinter- og forårshalvåret har Grenaa
Kirke ingen ringere end apostlen Paulus på programmet. Igennem det sidste års tid har
Grenaa Menighedsråd flere gange arrangeret et foredrag over et bibelsk skrift og to
efterfølgende studiekreds-aftener til yderligere fordybelse. På denne måde har man
gennemgået Markus-evangeliet og Johannes-evangeliet, og nu er turen så kommet til
Paulus. Vejviseren til et dybere bekendtskab med denne apostel vil være studielektor Finn
Jacobi, og det kommer til at foregå i Grenaa Kirkecenter i Storegade torsdag aften den 6.
februar i indeværende uge.
Finn Jacobi var fra 1958 til 1998 ansat på Århus Statsgymnasium, hvor han
underviste i religion, fransk og oldtidskundskab. Han er blandt andet forfatter til »Jesu
død og opstandelse«, til »Myte som sandhed« og medforfatter til »Katekismus«. Han er
endvidere kendt for en udstrakt foredragsvirksomhed og for sine medrivende pædagogiske
fremstillinger af bibelske temaer.
Mange kristne finder, at Paulus gav kristendommen en udformning, som de ikke bryder sig
om. Samtidig kommer man vanskeligt udenom, at det var Paulus, der forvandlede
kristendommen fra en jødisk sekt til en verdensreligion. Man vil denne torsdag aften i
Grenaa Kirkecenter forsøge at komme så tæt bag manden bag denne bedrift, som
overhovedet muligt.
De to studiekredse om Paulus - også ved Finn Jacobi - vil blive afviklet i Grenaa Kirkes
tårnrum henholdsvis torsdag den 13. marts og tirsdag den 18. marts. På disse to aftener
vil der blive mulighed for gennem oplæg og samtale at komme tæt på personen Paulus og
den Kristus-tro, som han formidlede, og som var drifkraften bag alt, hvad han foretog sig.
Såvel foredraget som de to studiekredse arrangeres af Grenaa menighedråd i samarbejde
med Folkeuniversitetet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002