Grenaa Bladet - 07-01-2003
Kulturhuset Pavillonen kan præsentere et forårsprogram med TV2 og Niels Hausgaard

Kulturhuset Pavillonen i Grenaa kan i disse dage præsentere et forårsprogram for 2003, der tæller store kunstner-navne som TV2, Niels Hausgaard, Henning Stærk, Esther Brohus, Jette Torp, Charlie McCoy, Savage Affair med Alex Nyborg Madsen, Lene Siel og Anders Lund Madsen blandt mange andre. Det lokale kulturhus nægter således at synge med i det hylekor, der siger, at det går af h... til her i Grenaa. Så på trods af generel afmatning i området i almindelighed og dalende tislkud fra det offentlige i særdeleshed, så trodser Kulturhuset Pavillonen disse trængselstider - ikke mindst via opbakning fra det lokale erhvervsliv - med et festfyrværkeri af et forårsprogram, som et kulturhus i Århus eller Randers også sagtens kunne være stolte af.
De økonomiske forhold, som Kulturhuset Pavillonen (KP) er underlagt p. t., beskrives særskilt i en anden artikel i denne uges udgave af Grenaa Bladet. Nærværende artikel vil således udelukkende beskæftige sig med forårsprogrammets indhold. Der blev faktisk lagt ud allerede i fredags - den 3. januar - hvor man åbnede dette års første kunstudstilling i kulturhuset. Der er tale om en udstilling med værker af Ana Maria Galmez og Eduardo Soza. Kulturhusleder Hardy Andersen fortæller, at dette område vil blive opprioriteret i Baunhøj Mølle's midlertidige fravær. Man vil med andre ord forsøge at hæve kvalitetsniveauet vedrørende den kunst og de kunstnere man inviterer indenfor i huset, og i det hele taget kæle noget mere for disse månedlige udstillinger. Den lokale kunstnersammenslutning »Aprilgruppen« har også booket sig ind i KP vedrørende deres april-udstilling for 2003. Kunstnerne bag henholdsvis februar- og marts-udstillingen er henholdsvis Karl Heinz Boserup og Jette Wistoft Noyes.
Mandag den 20. januar lægger huset hårdt ud rent arrangements-mæssigt med en for længst udsolgt Niels Hausgaard-koncert.
- Kun 17 dage efter en fællesannoncering i de landsdækkende aviser af samtlige Niels Hausgaards arrangementer i 2003, var der totalt udsolgt. Vi nåede således slet ikke at annoncere koncerten lokalt før der var udsolgt. Det har vi fået lidt hug for blandt dem, der ikke nåede at opdage, at han kommer til Grenaa. Dette har vi forsøgt at kompensere for ved at forsøge at overtale ham til at give en ekstrakoncert, men forgæves, siger Hardy Andersen.

Stor vinterfest blandt nyhederne
En stor vinterfest er blandt nyhederne i KP.
- Ofte er vi blevet opfordret til at arrangere en rigtig stor musik- og dansefest. Her er den så!. Lørdag aften den 25. januar bydes der udover en lækker buffet fra vores eget køkken på country-musik i Pavillon-salen ved Mr. Jack & The Daniels, swingende jazz i Mommerne med Burgundia, 80'er musik med Disko-Power og Henning Stærk Band i Centersalen i nævnte rækkefølge og midnatsblues med H. P. Lange og Troels Jensen i Pavillon-salen, fortæller Hardy Andersen.
Baggrunden herfor skal også - og ikke mindst - findes i en henvendelse fra Kulturelt Samvirke, som blandt de lokale kulturudbydere i efteråret 2002 slog til lyd for, at de lokale virksomheder i firma-julegave kunne give sine medarbejdere en billet til et lokalt kulturarrangement i stedet for - eller sammen med - de obligatoriske vinflasker. KP bed på krogen, og på den konto er der således allerede afsat 400 billetter til denne vinterfest. Der er således formentlig mindre end 100 billetter tilbage til andre interesserede mens disse linier læses, så man skal nok ikke lurpasse for længe, hvis man vil være med til denne vinterfest-aften i KP.

Nytårskoncert
Dagen efter - søndag den 26. januar - er det tid til Grenaa Musikskoles årlige nytårskoncert, hvor dygtige samspilshold og solister præsenterer en bred vifte fra deres repertoire. Her er alt fra rock til barok. Det sidste januar-arrangement er en Jeppe Aakjær-aften mandag den 27. januar med Bente Kure og Leif Ernstsen. Det sker i samarbejde med Ældre Sagen Grenaa.
Søndagscaféerne kører også videre, eftersom de i efteråret viste sig levedygtige med mellem 35 og 97 publikummer til disse søndage eftermiddage med levende musik i KP. Forårsprogrammet indledes med Poul Lyngs Swing-kvartet søndag den 2. februar. Siden følger søndage eftermiddage med navne som pianisten Maria Kristiansen, Bent Lumholt, Johan Herold, Jens Falck & Helge Sørensen, Kalle's Kapel og Optimistkoret.

Klassisk musik
KP byder i samarbejde med Grenaa Kunstforening på en klassisk koncert med værker af Beethoven, Franck og Bloch onsdag den 5. februar. De to unge musikere, Ida Marie Arendt (violin) og Jacob Linbirk (flygel) spiller værker af de tre nævnte komponister.
Lars Lilholt Band har ingen problemer med at få folk til at synge med på sange som »Kong Pukkelryg«, »Den Hvide Dværg« og »Café Måneskin« - blandt mange, mange flere. Musikken til disse sange er allesammen komponeret af Kristian Lilholt, som indimellem sin medvirken i dette store band, sammen med blandt andre den nok så kendte bror Lars, nu har valgt at tage på solo-turné. Han kommer forbi KP fredag den 7. februar, hvor et lokalt talent også vil få mulighed for at folde sig ud.
Februar kommer også (blandt andet) til at byde på den obligatoriske irske aften - denne gang med The Hannah Sisters - frokost-jazz (en nyhed) med Royal Garden Band, en jubilæumskoncert i forbindelse med Grenaa Amatørteaters 50 års jubilæum og koncert med Jette Torp med eget band.
»Jeg tager ikke ud med numrene fra min nye CD uden at få lov til at præsentere dem for dette pragtfulde publikum«. Disse ord tilhører sidstnævnte kunstner.
- Det var Jette Torps afskedsord, da hun forlod kulturhuset efter koncerten i efteråret, hvor godt 200 tilhørere havde klappet uafbrudt og stående under de sidste 4-5 numre. Og sådan blev det altså, siger Hardy Andersen, der selvsagt håber på endnu flere publikummer i anden ombæring.

Fastelavnsfest
Marts-programmet skydes i gang lørdag den 1. marts med henholdsvis en fastelavnsfest i samarbejde med Handelscenter Grenaa og en viseaften i selskab med Thorkil og Peter Vesth. Siden følger blandt andet en musikmesse i samarbejde med Dansk Musiker Forbunds Grenaa-afdeling og Rillen i Grenaa. Her vil der være mulighed for at komme og bytte, købe/sælge plader, CD'ere, plakater, musikinstrumenter og lignende. Ønsker man en stand skal en sådan bestilles inden den 6. marts. Der er tale om en nyskabelse.
Marts måned byder også på en koncert med Savage Affair med Alex Nyborg Madsen i den vokale front, et lysbilledforedrag om Island i samarbejde med Foreningen Norden, Grenaa Kunstforenings fødselsdagsfest inklusive en koncert med Betty og Peter Arendt, der synger og spiller svenske viser, en aften i selskab med den gale/geniale TV-journalist med mere, Anders Lund Madsen, en danseaften med det anerkendte danske big band, »Live 18« og en viseaften med den svenske gruppe »Öbarna«. Bag dette navn gemmer der sig to kendte svenske visekunstnere i skikkelse af Eva Jarnedal og Janne Magnarsson. Den aften arrangeres i samarbejde med Foreningen Norden, Grenaa Vise Verse Klub samt Gunnar Mortensens Hamonikaorkester.

Stor country-aften
Men dermed er det ikke slut med at præsentere KP's marts-program. Det største arrangement er nemlig blevet gemt til sidst. Der er tale om en stor country-aften i samarbejde med CB & Ole B. Booking fra Randers. Denne aften vil man således kunne opleve vores egen Esther Brohus, tjekkiske Country Sisters og Wanda Jakcson fra USA. Og alle tre akkompagneret af ét af Skandinaviens bedste country-bands Tombola Band, der spillede i Grenaa i forbindelse med western-ugen »På Hat Med Grenaa« sidste sommer, og ingen ringere end Charlie McCoy, der hele syv gange er blevet kåret som verdens bedste mundharpespiller.
Denne country-aften i KP løber af stablen fredag den 14. marts.

TV2-koncert den 10. april
April måneds program indledes med åbning af Aprilgruppens udstilling den 4. april og en folkedanseraften med »Lang Linken« den 5. april. Denne forårsmåned byder også på en aften om »ægte tæpper« ved Rimon Kopty fra Kopty Kunstauktioner, Lene Siel med eget band og kor, blues-rock med Kelly Richey Band fra USA og et foredrag om livskvalitet ved journalisten og forfatteren Lone Kühlmann. Og sidst men ikke mindst koncerten med TV2 den 10. april. Her er der naturligvis tale om KP's helt store satsning for foråret 2003.
- Vi går efter at lave mindst ét stort brag på hvert halvårsprogram, og det må siges, at TV2 uden konkurrence udgør braget hvad angår forårsprogrammet 2003. Det er en stor mundfuld, men jeg synes det skal prøves. Ikke mindst for at markere, at vi godt kan være med på allerhøjeste koncert-niveau herude på spidsen af Djursland. Der er indtil videre solgt 200 billetter til koncerten, hvilket jeg synes er ganske fornuftigt tidspunktet taget i betragtning, siger Hardy Andersen.

»Tryllefløjten«
Mozarts berømte opera »Tryllefløjten« vil blive opført i KP søndag den 4. maj. Der er tale om en rigtig familieeftermiddag i selskab med seks dygtige sangere fra Den Jyske Opera's Kor. Forårsprogrammet lukker og slukker med Grenaa Musikskoles forårskoncert onsdag den 7. maj. Dog med den tilføjelse, at man også i løbet af sommeren 2003 vil forsøge sig med en håndfuld sommerkoncerter. Sidste år blev der afviklet 9 af slagsen, og med et samlet publikumstal på 900 har man valgt at kører videre med disse sommerkoncerter i perioden fra midt i juni til midt i august.

Kulturhuset Pavillonen tager for alvor hul på forårsprogrammet 2003 med en Niels Hausgaard-koncert den 20. januar. Koncerten er for længst udsolgt.



[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002