Grenaa Bladet - 07-01-2003
Cyklist brækkede håndled

En 41-årig kvindelig cyklist fra Grenaa måtte en tur på sygehuset med et brud på venstre håndled fredag foremiddag den 27. december. Det skete i forbindelse med kørsel på cykelstien på Kannikegade/Søndergade i Grenaa.
Cyklisten kørte med retning ud af byen, men ved Sønderport stoppede hendes kørsel ganske brat, idet en personbil ikke holdt tilbage, men derimod ramte hende, så hun styrtede. Bilisten overså dermed sin ubetingede vigepligt. Der var tale om en 50-årig mand fra Grenaa Kommune.
Søndag den 29. december om eftermiddagen skete der også en trafikulykke, hvor det kiksede med den ubetingede vigepligt. Det foregik på Kastbjergvej ved Hedegårdsvej i Nørre Djurs Kommune. En 26-årig mandlig bilist fra kommunen, overså sin ubetingede vigepligt, idet han kørte ud på Kastbjergvej fra Hedegårdsvej. Dermed drønede han ind i en tysk personbil ført af en at 26-årig kvinde. Der skete dog kun materielle skader i forbindelse med denne ulykke.


[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002