Grenaa Bladet - 08-10-2002
Feriecenter ved Bønnerup Strand vil have travlt hele året rundt!

Ferie-Center Kattegat ved Bønnerup Strand har netop sagt farvel til endnu en travl højsæson, men det får ikke folkene på stedet til at slå op i banen.
Der satses med andre ord benhårdt på at gøre Ferie-Center Kattegat til et attraktivt helårssted med masser af gæster hele året rundt. Specielt omkring weekenderne vil der være gang i den på stedet. Alle 146 ferielejligheder er for længst solgt, og er i totalt nyrenoveret stand efter de enkelte ejere har ofret mellem 50.000 og 100.000 kroner på hver af dem. Sammen med en velfungerende restaurant i form af Restaurant Kattegat, og de moderne faciliteter i øvrigt i tilknytning til feriecentret, satses der nu på at lokke folk fra nær og fjern til Bønnerup Strand ved at tilbyde weekendophold, kurser og seminarer med videre, ligesom Restaurant Kattegat for sin del satser stærkt på at trække nogle flere selskaber ud til feriecentret i form af julefrokoster, familiefester og firmafester med videre. Plakater rundt omkring i lokalområdet og annoncering i den lokale presse og i Morgenavisen Jyllands-Posten er to af de redskaber, som feriecentret benytter sig af for at få travlt her i vinterhalvåret også.

Toptrimmet center
Bjarne Bøgh Jensen købte feriecentret af Jørn Thorbjørn for et par år siden. Han havde i forvejen badehotellet på Fanø, og yderligere to strandhoteller er blevet opkøbt siden. Konceptet for alle feriehotellerne har været at sælge ferielejlighederne i tilknytning til det enkelte center, udlejning af disse lejligheder, forpagtning af restauranten og endelig gennemrenovere hele molevitten. Derfor fremstår feriecentret ved Bønnerup Strand nu i en toptrimmet, 4-stjernet udgave med masser og moderne faciliteter. De 146 lejligheder er alle moderne og udstyret med satellit-TV, radio, kaffemaskine, køleskab, opvaskemaskine, kogeplader, ovn, emhætte,køkkenudstyr og terasse/altan. Feriecentret råder endvidere over en indendørs såvel som en udendørs swimmingpool, separat børne-swimmingpool, spa-bad, tyrkisk damp-bad, solarie, sauna, pool/billard, bordtennis, dart, airhockey, spillemaskiner 150 m2 legerum, møntvaskeri, biograf, fitnessrum til fri afbenyttelse, minigolf, trampoliner, beachvolly samt udendørs legeplads til børnene.
Og så råder centret over spisestedet Restaurant Kattegat Steakhouse, som serverer amerikansk/mexicansk inspireret mad foruden det mere tradtionelle danske køkken - såvel i huset som ud af huset. Restauranten drives af parret Max Jørgensen og Mai Britt Jakobsen, og det har de gjort med stor succes siden påsken 2001.
- Vi har med andre ord to forrygende højsæsoner bag os, og vi føler os sammen med resten af feriecentret nu særdeles godt klædt på til at udvide aktivitetsniveauet, så vi kører på her i vinterhalvåret også, siger Mai Britt Jakobsen.

Weekend-ophold
Hun venter sig blandt andet en hel del af det tilbud om et weekendophold, som Ferie-Center Kattegat kører med som en nyhed.
- Her ankommer man lørdag eftermiddag, og om aftenen er vores tjenere så klar til at servere køkkenchefens 3-rettes festmiddag i vores hyggelig lokaler. Efter middagen sørger vores »husorkester« for den rette stemning, hvor der spilles op til en festlig aften med dans til kl. 01.00. Søndag morgen/formiddag serverer vi så det store morgenbord, som kan nydes i ro og mag. Man kan også købe sig til en ekstra nat vedrørende et weekendophold, så ankomsten er fredag i stedet for lørdag, siger Mai Britt Jakobsen.
Restauranten kører også videre som aften-a la carte-restaurant fra torsdag-søndag her i vinterhalvåret, så man kan også sagtens bare dumpe ind og få sig noget at spise disse dage.
- Vi satser også meget på at trække nogle kurser og seminarer herud. Det er jo et helt fantastisk sted at kunne samle sine medarbejdere, slutter Mai Britt Jakobsen.

Ferie-Center Kattegat ved Bønnerup Strand er gået i offensiven for også at tiltrække gæster her udenfor højsæsonen. Foto: Lene Madsen

Restauranten i Ferie-Center Kattegat håber at kunne få lov til at kræse for gæster hele året rundt. Her ses noget af restaurantens brunch-buffet. Foto: Lene Madsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002