Skomager og nøglesmed er flyttet fra Storegade til Søndergade i Grenaa |
Leif Eskildsen har flyttet sin forretning,
Byens Skomager og Nøglesmed, fra
Storegade 15 til Søndergade 6 B - umiddelbart
overfor Jaco/SuperBest. Foto: Lene Madsen.
Byens Skomager og Nøglesmed ved Leif Eskildsen er
flyttet fra Storegade 15 i Grenaa til helt nyrenoverede lokaler i den gamle
Sanistål-bygning i Søndergade - umiddelbart overfor Jaco/SuperBest. Med denne flytning
har Leif Eskildsen sikret sig en noget bedre beliggenhed til sin forretning. Med
flytningen er han nemlig sikret langt flere strøgkunder end der på det seneste har
været i den ende af Storegade, der ligger tættest på Grisetorvet.
- Man kan vel godt sige, at Storegade er inde i en nedadgående kurve hvad strøgkunder
angår, og derfor har jeg valgt at flytte forretningen til Søndergade, hvor der er meget
mere trafik på alle måder, siger Leif Eskildsen, der allerede i den første uge efter
flytningen har oplevet fremgang i kundesøgningen.
- Det ser helt bestemt fornuftigt ud. Nu mangler jeg blot lige at finde mig selv også her
i de nye omgivelser. Altså det at få alt på den rette hylde og indrettet sig perfekt,
siger Leif Eskildsen, der også har fået lidt mere plads at gøre godt med på den nye
adresse, der lyder Søndergade 6 B.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002