Blå Flag til Grenaa for 15. gang |
![]() |
![]() |
![]() |
Det Blå Flag fra Friluftsrådet blev overrakt
til Grenaa Kommune for 15. år i træk Grundlovsdag onsdag den 5. juni. Her sker det ved
Grenaa Naturskole, Klitten 1 ved Grenaa Strand, men også Grenaa Lystbådehavn og Anholt
har i år gjort sig fortjent til det Blå Flag. Foto: Lene Madsen
For 15. gang - ud af 15 mulige - har Grenaa modtaget det Blå Flag fra Friluftsrådet.
Flaget, der signalerer ren strand og ren natur, blev overrakt til borgmester Gert Schou
Grundlovsdag onsdag den 5. juni ved Naturskolen, Klitten 1 ved Grenaa Strand. Det Blå
Flag i Grenaa Kommune inkluderer også lignende Blå Flag til såvel Grenaa Lystbådehavn
og Anholt, og overrækkelsen af flaget blev forestået af Poul Henning Jensen, Århus, der
er bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet.
Han sagde blandt andet ved flag-overrækkelsen, at det er vigtigt for menneskets trivsel,
at vi råder over et sundt og rent hav- og kystmiljø. Ikke mindst set med de briller på,
at vi mennesker på ingen måde er uafhængige af naturen, men rent faktisk udgør det
sidste led i fødekæden. En forurenet natur er således også noget, der rammer os i den
sidste ende.
- Det er vigtigt, at også fremtidens generationer kan nyde de rekreative værdier, der er
her ved Grenaa Strand, sagde han, hvorefter han tilføjede, at 200 strande og 79
lystbådehavne er blevet godkendt til at kunne hejse det Blå Flag i Danmark i år. Men
det Blå Flag er også kommet udenlands nu, og man oplever en stor international stigning
i øjeblikket. Således modtog Sydafrika 5 flag sidste år.
- Det Blå Flag har nu eksisteret igennem 15 år, og igennem de 15 år har det været med
til at skabe en øget fokusering på beskyttelse af miljøet omkring vore
kyststrækninger. Det er blevet et kvalitetsmærke og -stempel af vore strande, og vi
synes i Friluftsrådet, at Grenaa Kommune har stået for en flot indsats på dette område
gennem alle 15 år, sagde Poul Henning Jensen blandt andet.
Borgmester Gert Schou kvitterede ved at sige, at Friluftsrådet meget gerne måtte stille
krav til Grenaa Kommune, hvis rådet af én eller grund finder, at vi ikke gør det godt
nok.
- Der skal ikke være en automatik i det her. Gør vi det ikke godt nok, vil vi have det
at vide, så vi kan rette op på det, der måtte være galt, sagde borgmesteren, der også
gjorde opmærksom på den Ren Dag-kampagne, som ét eller andet sted også hænger sammen
med det Blå Flag.
- Vi er stolte af at have fået lokalbefolkningen med os i Ren Dag. 10 steder i Grenaa
Kommune samles der skidt og skrald ind. I år var det den 2. maj, og igen var opbakningen
stor alle steder. Der hersker virkelig konsensus omkring det, at vi skal kunne præsentere
vores byer og kommuner i pæn og ren stand. Den der smid-væk-mentalitet, som specielt
ungdommen er eksponent for, skal bekæmpes. Vi vil have en ren natur at vise frem overfor
vores turister, og det er ikke mindst det Blå Flag med til at signalere, og det er vi
naturligvis glade for. Men tag det fra os, hvis vi ikke gør det godt nok, sluttede
borgmesteren.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002