Flag- og faneoverrækkelse på Baunhøj i Grenaa på fredag |
Danmarks-Samfundet Grenaa Kreds står for endnu en Valdemarsfest i Grenaa på
fredag den 14. juni.
Lørdag den 15. juni er identisk med Valdemarsdag i det ganske land, og det markeres
traditionen tro også i Grenaa, hvor Danmarks-Samfundet Grenaa Kreds fredag den 14. juni
sørger for faneoptog fra gården til Djurslands Museum og op til bålpladsen på
Baunhøj. Her vil der dagen før Valdemarsdag være flag- og faneoverrækkelse til lokale
foreninger og organisationer, ligesom der vil blive afholdt en festtale. I år er det det
lokale, socialdemokratiske folketingsmedlem, Jan Petersen, Sangstrup, der holder
festtalen. Herefter går optoget igen gennem byen til Grenaa Kirke til en kort
aftengudstjeneste, som forestås af sognepræst Lene Højholt.
Danmarks-Samfundet er en upolitisk organisation, der blev oprettet i 1908 med det formål
at uddele flag og faner til ungdomsorganisationer, idrætsforeninger og lignende, der vil
medvirke til at holde vort smukke flag, Dannebrog, i hævd. Det sker for midler indkommet
ved salg af små dannebrogsflag. Siden 1912 har man den 15. juni solgt dette lille
Valdemarsflag. Fane- og flaguddelingen finder sted ved festligheder landet over i
forbindelse med flagsalget. De fleste steder ved friluftsarrangementer suppleret med
aftengudstjenester - således også i Grenaa.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002