Grenaa Bladet - 11-06-2002
Halvårsprogram fra Ældre Sagen er klar

Ældre Sagen i Grenaa er klar med sit program for 2. halvår af 2002.
For de fleste arrangementers vedkommende foregår de i Ældrecentret Posthaven i Grenaa. I august måned skal medlemmerne af Ældre Sagen blandt andet høre et foredrag ved en forhenværende sømand, på bustur til Tønder og lytte til et foredrag ved overlæge Egon Jensen, der vil fortælle om vin og hjertesygdomme. September måned indledes med en bustur langs med nordkysten til Randers Fjord. Der sker med Karl Gleerup som turguide. »Hvad kan danskerne lære af det islandske folk«, er titlen på et foredrag ved K. Torben Rasmussen, hvorefter Ældre Sagen byder på en teatertur i Grenaa Kino i samarbejde med Djurslands Teater. September-programmet rundes af med et foredrag ved lederen af muséet i Horsens Statsfængsel Aage Egholm, der fortæller og viser lysbilleder om fængslet før og nu.
Oktober måned indledes med en fortælle- og viseaften ved pastor emeritus Bent Lumholt, hvorefter Hanne Søholt Foged bruger en mandag aften på at fortælle om Dronning Margrethes gobeliner, som hænger i riddersalen på Christiansborg Slot, og som var en gave i forbindelse med Dronningens 50 års fødselsdag.
November måned indledes med et foredrag ved Birthe Jonsen, der er social-humanitær konsulent i Ældre Sagen. Hun rejser spørgsmålet om, hvorvidt Ældre Sagen har en opgave overfor ældre med anden etnisk baggrund end dansk. November måned byder også på et foredrag ved bedemand og tidligere hjemmesygeplejerske Nanny Kristensen, Grenaa, der vil fortælle om sit liv både før og efter bosættelse i Grenaa - og om sit arbejde nu som selvstændig bedemand.
December byder blandt andet på et foredrag ved Lena Pedersen, der kommer og fortæller om julens traditioner og skikke.
Af andre aktiviteter i Ældre Sagen - og som kører på faste ugentlige dage - kan nævnes ting som bowling, bridge, petanque og traveture.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2002