To danske blues-men på Musikhuset Aftenstjernen |
Musikhuset
Aftenstjernen i Grenaa får fredag den 14. og lørdag den 15. juni besøg af to danske
blues-men med stort B, nemlig H. P. Lange og Troels Jensen (tv).
H. P. Lange modtog med CD'en »Ain't Jivin« en Danish Music Award for bedste »roots«
CD-udgivelse år 2000. Desuden blev han nomineret som bedste folk-instrumentalist. Med på
pladen er blandt andre Troels Jensen på piano. I studiet spillede de ind i første hug,
og det swingede umiddelbart så godt mellem de to danske blues-musikere, at det har
udviklet sig til et fast samarbejde. Dette samarbejde har så efterfølgende resulteret i
endnu en CD-udgivelse. »Take Me Home« er titlen på CD'en, der indeholder 12 numre,
hvoraf de 8 er helt nye sange fra de to.
Troels Jensen er for sin del vel nok Danmarks Mr. Blues. Han har slået sit navn fast i
Danmark og resten af Skandinavien - blandt andet gennem sine mange år som frontfigur i
Delta Blues Band - senere - efter guitaristen Billy Cross' tiltræden - Delta Cross Band.
Allerede i 60'erne turnerede Troels Jensen med Sonny Terry og Brownie McGee. Han
indspillede og turnerede med C. V. Jørgensen i starten af 80'erne. Hans seneste
pladeudgivelse er solopladen »I'm Your Boggie Woogie Man« fra 1990.
H. P. Lange er én de få seriøse fortolkere af den akustiske blues-tradition herhjemme.
Han har siden midten af 80'erne spillet mere end 100 jobs om året - lige fra små
spillesteder til store internationale blues- og jazzfestivaller i Danmark og i udlandet. I
1994 slog han sig ned i New Orleans et halvt år, og kom i Louisiana og Mississippi et lag
dybere ned i bluesmusikken.
På fredag og lørdag kan man altså opleve de to fremragende blues-musikere sammen på
Musikhuset Aftenstjernen i Grenaa. Den enkelte sang får gerne en lille historie med på
vejen, idet de to skiftes til at tage mikrofonen og sammen spiller deres blanding af
blues, rags, boogie og gospel. Egne sange og egne fortolkninger med stærke rødder i
traditionen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2002