18-12-01 |
|
Grenaa Dampvæveri lukker! |
![]() |
Grenaa's ældste virksomhed, Grenaa Dampvæveri,
lukker. 170 ansatte skal dermed til at kigge sig omkring efter nye jobs. Hele byen var på
det nærmeste i chok ovenpå den barske meddelelse.
Den norske Sagatex-koncern, der ejer den 108 år gamle Grenaa-virksomhed, besluttede på
et bestyrelsesmøde i Oslo tirsdag aften i sidste uge, at Grenaa Dampvæveri skal ophøre
med at eksistere, og at beslutningen vil blive effektueret indenfor halvandet år.
Borgmester Gert Schou kaldte straks tillidsrepræsentanter, AF-Grenaa og Djurslands
Erhvervsråd med flere til krisemøde på Borgmesterkontoret. I forvejen er der i den
senere tid blevet fyret folk på BASF og Sapa og Arla Foods har endvidere meddelt, at
mejeriet i Grenaa skal lukkes. Derved mister byen og kommunen alene 60 arbejdspladser.
Meddelelsen om, at der ryger 170 mand på Grenaa Dampvæveri var således ikke ligefrem
den nyhed, som grenaaenserne stod og trippede for at høre.
Det lå heller ikke ligefrem i kortene, at det skulle være Grenaa Dampvæveri, der skulle
lukkes. Sagatex-koncernen, der så sent som i maj måned i år opkøbte Grenaa Dampvæveri
af B. W. Wernerfeldt Gruppen, havde ifølge Århus Stiftstidende oprindeligt besluttet, at
det skulle være en fabrik i det nordlige Norge, der skulle lukkes på grund af et
svigtende marked, men i sidste øjeblik blev denne beslutning omstødt, og i stedet blev
det så Grenaa Dampvæveri, der fik dødsstøddet.
Politisk pres i Norge, og pres fra de norske medarbejdere på den lukningstruede fabrik,
har ifølge Århus Stiftstidende fået bestyrelsen i Sagatex-koncernen på andre tanker.
- Medarbejderne er rystede og utroligt kede af det, udtalte Sagatex' direktør i Danmark,
Niels Foss, i forbindelse med den kedelige nyhed. Samme Niels Foss har i øvrigt tidligere
på året i nu hedengangne Dagbladet Djursland udtalt, at Sagatex satsede på at gøre
Grenaa Dampvæveri til selve lokomotivet i koncernen, men sådan skulle det altså ikke
være. Sagatex er producent af metervarer/stof og er således leverandør til
konfektionsindustrien. Afmatning på markedet - i kombination med benhård konkurrence -
har ført til beslutningen om at nedlægge en fabrik i koncernen.
Hjerteblod der forsvinder siger borgmesteren
Grenaa Kommune's borgmester udtaler, at det er hjerteblod der tappes med beslutningen om
at lukke GD, men at han er nødt til at se på lukningen af virksomheden som en
udfordring, der skal tages op. En udfordring, der ganske vist både kræver megen fokus og
megen energi fra alle parter lokalt med henblik på at skaffe nye arbejdspladser og
udvikling i byen, som kan afbøde/udligne de negative konsekvenser for beskæftigelsen
lokalt. 170 arbejdsløse i et hug er nemlig noget der kan mærket på den kommunale
økonomi, fordi skatteindtægtsgrundlaget bliver så meget desto lavere. Det skal dog med,
at ikke alt er gråt i gråt. Således kunne Århus Stiftstidende som en positiv nyhed for
området i sidste uge oplyse, at Terma Industries, der har en fabrik i Grenaa, forventer
at få brug for ekstra arbejdskraft i netop Grenaa i forbindelse med produktion af dele
til den helikopter-type, som skal afløse de nuværende Sikorsky-redningshelikoptere i det
danske forsvar.
Grenaa Dampvæveri blev startet af manufakturhandler H. P. Rosenvinge i 1893. Virksomheden
fik hurtigt vokseværk og beskæftigede på et tidspunkt i 50'erne tæt på 1.000
personer. Den var således på det tidspunkt byens altdominerende virksomhed. Siden er
antallet af beskæftigede dalet støt og roligt, men ikke desto mindre er et tab på 170
arbejdspladser et alvorligt slag i ansigtet for Grenaa Kommune. Nye virksomheder står
ikke ligefrem i kø for at etablere sig i kommunen, og det vrimler næppe heller med
interesserede til at overtage GD-bygningerne på Østerbrogade i Grenaa.
Indenfor halvandet år bliver denne store vævehal
på Grenaa Dampvæseri affolket, og de store væve vil også være væk.
Grenaa's
ældste virksomhed med 108 år på bagen - Grenaa Dampvæveri - fik tirsdag i sidste uge
dødsstøddet af dens norske ejere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2001