18-12-01

Sæsonafslutning i Grenaa Cykle Club

Grenaa Blad logo

Grenaa Cykle Club har holdt sæsonafslutning, og i den forbindelse kigget lidt tilbage på, hvordan det er gået. Der har været en lille tilbagegang i aktive ryttere, men det ser nu ud til, at de kommer i gang igen i forbindelse med den kommende sæson. De ryttere, der har været aktive, har til gengæld gjort det rigtig godt. Der har været mange flotte placeringer, og en del øverst på skamlen.
Veteranen Hans Pedersen blev således Jysk Mester i H-50-klassen, og junior-rytteren Simon Alberg blev blandt andet nr. 2 ved DM i Middelfart - efter målfoto, så 1. pladsen må siges at have været ganske kraftigt indenfor rækkevidde. Han blev endvidere samlet nr. 3 i den landsdækkende Junior Cup. Til trods for de relativt få ryttere slutter klubben blandt de allerforreste i Jylland hvad angår den samlede pointscore for sæsonen.
- Det er således med stor spænding, at vi i klubben ser frem til sæsonen 2002. For det første er vi blevet spurgt om vi vil afvikle DM for U-23 ryttere. Dette forventer vi at sige ja til, og samtidig håber vi at have tre ryttere med ved sammen lejlighed, nemlig de to førsteårs-seniorer Lau Kierulff og Simon Alberg plus andenårs-senioren Mark Jakobsen, der forhåbentlig igen får tid til at køre cykelløb, siger Erling Alberg fra Grenaa Cykle Club.
Derudover er det værd at nævne, at Simon Alberg er udtaget til en 20-25 mand stor U-23 bruttotrup vedrørende det danske landshold. Naturligvis i første omgang for at lære og suge til sig blandt de lidt ældre ryttere.
- Så alt i alt har det været en god sæson for Grenaa Cykle Club, og en spændende fremtid venter forude. Her til sidst vil vi i klubben gerne benytte lejligheden til at takke alle vore hjælpere, sponsorer og pressen for året der er gået, og det med et ønske om et forhåbentligt endnu bedre 2002 for os alle sammen, slutter Erling Alberg.

Grenaa Cykle Club har netop kunnet sige farvel til en vellykket 2001-sæson. Samtidig benytter klubben lejligheden til at takke hjælpere, sponsorer og pressen for året der er gået.

grenaa-cykle-klub-4-fv.jpg (17897 bytes)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2001