18-12-01

Sct. Georgs Gildet sørgede for at »Fredslyset« kom rundt i Grenaa

Grenaa Blad logo

Fredslyset fra Bethlehem kom til Danmark mandag den 10. december, og Sct. Georgs Gildet i Grenaa hentede traditionen tro sit lys i Randers, hvortil det ankom med Intercity-tog med sit budskab om fred på Jorden.
Sct. Georgs Gildet bragte efterfølgende Fredslyset videre via juledekorationer til plejehjemmene Violskrænten, Hedebo- Centret, Lyngbygård, Posthaven og Fuglsanggården foruden Grenaa Kirke, Grenaa Centralsygehus og Borgmesterkontoret på Grenaa Rådhus.
Endvidere nåede det midt på formiddagen søndag den 16. december også omkring Simon Peters Kirke ved Grenaa Havn. En højtidelighed, der desværre ikke nåede at blive annonceret i Grenaa Kirkeblads spalter for kommende arrangementer. Dog ikke noget Sct. Georgs Gildet kan lastes for.
I Grenaa Kirke ankom Fredslyset onsdag den 12. december, og foruden pastor Arne Jakobsen modtog også den katolske præst Herbert Crawczyk et Fredslys. Pastor Lene Højholt deltog også i denne højtidelighed, der indledtes med et kvarters orgelmusik. Her var der endvidere mulighed for deltagerne til at tænde sit eget lys, idet kirken uddelte lys til interesserede. På denne måde kunne man symbolsk bringe lyset med sig hjem til inspiration og opbyggelse. Pastor Arne Jakobsen afsluttede denne højtidelighed i Grenaa Kirke.

Borgmesteren tik et Fredslys
På Borgmesterkontoret på Grenaa Rådhus tog borgmester Gert Schou imod Sct. Georgs Gildet og Fredslyset tirsdag ved middagstid i sidste uge. Sct. Georgs Gildet var repræsenteret ved Preben Winther og Børge Juul Jensen, der indledningsvis kunne fortælle, at Fredslyset er et lys for fællesskab, for forståelse af hinanden, for venskab, for nødlidende og for at hjælpe.

fredslyset-2-sp.jpg (14054 bytes) fredslyset-3-sp-4-fv.jpg (14160 bytes)

- Det er en gave, der gives videre - et lys fra Bethlehem med bøn om fred og ved at sprede lyset, bærer vi denne bøn om fred videre, sagde Børge Juul Jensen.
Det lys som her blev tændt, er tændt af flammen fra det lys, der altid brænder i Fødselsgrotten i Bethlehem. Det er med en speciel olielampe først fløjet til Østrig, hvor de østrigske spejdere har sendt den tændte olielampe videre til hele Europa. Denne tradition startede i 1986 og siden 1989 er denne flamme ført videre til stadig flere lande.
- Fred på Jorden? Fredsprocessen i Mellemøsten er sat i bero og næsten dagligt hører vi gennem medierne om voldshandlinger, som udspilles i det hellige land. Alligevel gøres der stadig en stor indsats for freden, men vi har nok svært ved at øjne en snarlig fred i dette urolige område, sagde Børge Juul Jensen, og fortsatte:
- Men fred på Jorden er ikke blot mellem nationer. Det er også den fred, der gerne skulle være blandt mennesker i det daglige - altså dem vi omgås i vor daglige færden i og uden for hjemmet. Vi skal arbejde for freden ved at vise forståelse og tolerance over for vore medmennesker. Ofte tager vi afstand fra andres væremåde og meninger og taler nedsættende om dem, hvorved vi skaber ufred i stedet for at gøre en indsats for freden i hverdagen. Den fred, der gør livet lysere og gladere for andre, og derved også for én selv. Fredslyset fra Bethlehem skal minde os om det ansvar hver enkelt af os har for freden i verden, sluttede Børge Juul Jensen.
Han har i øvrigt et meget personligt forhold til freden, eftersom han har prøvet det diametralt modsatte - krigen - på sin egen krop. Børge Juul Jensen var med i en lokal modstandsgruppe under den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945.

Fredslyset fra Bethlehem nåede omkring Borgmesterkontoret på Grenaa Rådhus tirsdag i sidste uge. Det var Preben Winther og Børge Juul Jensen fra Sct. Georgs Gildet i Grenaa, der overrakte Fredslyset til borgmester Gert Schou.

Fredslyset fra Bethlehem, som signalerer fred på Jorden, kommer fra selveste Fødselsgrotten i Bethlehem.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2001