18-12-01 |
|
Grenaa Naturlaug har taget hul på vinterprogrammet |
![]() |
Grenaa Naturlaug, der - når man ikke lige er ude i
det fri - holder til i Grenaa Naturskole, Klitten 1, ved Grenaa Strand, har taget hul på
sit vinterprogram 2001/2002. Det skete med en skovtur lørdag den 1. december, hvor man
fra Naturskolen gik ud i skoven og fandt ting og sager til juledekorationerne. Bagefter
samledes man i Naturskolen til gløgg og æbleskiver.
Den næste aktivitet i Grenaa Naturskole er et Lav-din-egen-kniv-kursus, som finder sted i
Østre Skoles SFO tirsdag den 8. januar. Her vil man finde ud af, hvilke knivblade og
skæfter, der skal bruges. Følgende aftener omkring samme emne aftales fra gang til gang.
Et pileflet-kursus er også med på naturlaugets vinterprogram. Det afvikles mandag den
28. januar i Grenaa Naturskole. Naturlauget har fået Tove Alsner til at stå for
undervisningen. Man skal selv betale for materialerne. Tilmelding er nødvendig, og kan
ske ved henvendelse til Gitte Elvej eller Lotte Elvej - dog senest den 21. januar.
»Med kort og kompas ude i det fri« er emnet for naturlaugs-aktivitet den 5. marts og den
10. marts. Først en teori/hyggeaften i Naturskolen, hvor forskellige korttyper gennemgås
på overhead samt brugen af kompas. Den 10. marts skal man så ud i det blå for at finde
ud af, om noget af teorien nu også har hængt ved. Man mødes på Mols ved Strandkjær,
og så skal der ellers findes vej ved hjælp af kort og kompas. Der er tilmeldingsfrist
til disse to »stifinder-dage« i forbindelse med Grenaa Naturlaugs kvartalsmøde den 28.
februar. Tilmelding kan ske ved henvendelse til naturskoleleder Kai Hansen.
Grenaa Naturlaug sejler også i kajak. Det sker med start tirsdag den 30. april.
Udgangspunktet for sejladsen er El-værket ved Grenåen.
Lørdag den 20. april arrangeres en tur til Jernhatten ved Ebeltoft. Man kører i bus til
Jernhatten, hvorefter man vandrer gennem »troldeskoven« og op til den fantastiske udsigt
fra toppen. Herefter vandrer man langs med kysten tilbage til Grenaa. En »lille«
spadseretur på en 6-7 timer. Turleder er Mogens Lahn Sørensen.
Endelig planlægger Grenaa Naturlaug en kanotur til Sverige fra den 31. maj til den 2.
juni. Turen kommer til at foregå på Almaåen ved Hässelholm i Skåne. Kanoturen bliver
på cirka 43 km. Midt i forløbet vil åen være svært fremkommelig med fosser,
dæmninger med videre. Det vil således være en tur, som kan kræve lidt fysisk af
deltagerne - samt give en vandgang!
Overnatning og ophold sker i det fri og/eller på en primitiv lejrplads.
Der er tilmeldingsfrist til denne tur den 15. april, og tilmelding - og/eller yderligere
oplysninger - kan ske ved henvendelse til Bjarne Sørensen eller Mogens Lahn Sørensen,
der også fungerer som kontaktpersoner for Grenaa Naturlaug i øvrigt.
Grenaa Naturlaug har
netop præsenteret sit vinterprogram med udgivelsen af denne folder.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2001