18-12-01 |
|
Børnehaven »Vores Hus« ved Søndenå blev officielt indviet |
![]() |
Børnehaven »Vores Hus« ved Søndenå i Grenaa blev
officielt indviet fredag den 7. december. Der var faktisk samtidig tale om en fusion på
børneområdet i Grenaa, idet to selvstændige og ellers uafhængige børnehaver ved
Søndenå - Børnehaven Åkanden og Børnehaven Søndenå - faktisk har slået pjalterne
sammen med »arbejdsgiveren« Grenaa Kommune's velsignelse. Både moralsk, praktisk og
økonomisk. Der er nemlig tale om et større sammen- og ombygningsprojekt, hvor en væg
mellem de to institutioner er blevet væltet, og et større midterparti lavet om til
hovedindgang og fællesarel via et stort glasparti, der selvsagt giver masser af lys til
rummet.
Det var da også her man havde henlagt festlighederne omkring indvielsen af børnehaven
»Vores Hus«. Børn, forældre, personale og repræsentanter for Grenaa Kommune var mødt
op med gaver og godt humør for at gøre dagen så festlig som muligt. Taler og lidt godt
til ganen blev der naturligvis også budt på. Børnehaveleder Bente Have Hørlyck kunne
således præsentere byens førstemand, borgmester Gert Schou, som dagens hovedtaler. Og
han havde på børnenes opfordring denne gang husket at tage borgmesterkæden med sig, som
det også fremgår af billederne. Borgmesteren havde nemlig til børnenes store
fortrydelse »glemt« kæden, da han tidligere på året deltog i afsløringen af navnet
på den »nye« børnehave i Grenaa. Der var blevet udskrevet en konkurrence blandt børn
og forældre, og her faldt valget altså på »Vores Hus«.
Børnehaven »Vores Hus« er en integreret institution, hvilket vil sige, at den rummer
såvel vuggestuebørn som børnehavebørn. Alt andet lige kan man således tilbringe hele
sin daginstitutionstid i »Vores Hus«, hvilket er lidt unikt i forhold til de øvrige
børnehaver/vuggestuer i kommunen, som typisk enten er det ene eller det andet.
Ombygningsprojektet i »Vores Hus« har også bestået af en større renovering af
lokalerne i øvrigt i huset, så den har stået på byggerod for børn og personale en
stor del af året. Men nu høster man altså frugterne af den udviste tålmodighed i nogle
dejlige, lyse og venlige lokaler.
Fotos: Lene Madsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2001