11-09-01 |
|
Enigt amtsråd står bag køb af ny Anholt-færge |
![]() |
En ny udbudsrunde gjorde underværker. Det norske værft Moen Slip A/S kom med et acceptabelt bud på bygning af en helt ny Anholt-færge. Tirsdag i sidste uge sprang et enigt amtsråd på projektet, som betyder, at den nye Anholt-færge kommer til at koste 48,175.000 mio. kroner. Slutregningen bliver dog på 51.6 mio. kroner, idet der skal etableres nye færgeanlæg i Grenaa og på Anholt. Også Grenaa Byråd er blevet spurgt i sagen, og her er man også positivt indstillet over at give det norske værft opgaven med at bygge en ny Anholt-færge. Det besluttede man på mødet på Grenaa Rådhus den 21. august.
Venstre i rhus Amtsråd slog sig dog lidt i tøjret undervejs, idet man herfra gerne havde set, at den nuværende Anholt-færge var blevet renoveret, så den kunne holde til 2009.
Beslutningen om at acceptere nordmændenes licitations-tilbud - der var i alt syv at vælge imellem i den nye runde - er ensbetydende med, at der på overfarten Grenaa-Anholt fra starten af 2003 skal sejles med en færge, der kan skære en halv time af sejltiden, tage 122 tons last mod den nuværende færges 50 tons og medtage 245 passagerer mod de nuværende 217.
Bedre manøvredygtighed og en helgardering mod de skærpede krav til sikkerheden til søs, som via EU-direktiv træder i kraft fra 2009, skulle den nye færge også kunne bidrage positivt med.
Venstre endte altså med at stemme for en nybygning, og denne kovending forklarede Kim Andersen som følger ifølge Dagbladet Djursland den 5. september.
- Vi havde anset en levetidsforlængelse som en mulighed for at lave en billigere drift indtil 2009. Samtidig kunne vi vinde tid, både for at afvente eventuelt nye EU-krav til sikkerhed og ny teknologi på færgeområdet. Men flertallet for et nybyggeri her og nu er så markant, så Venstre frafalder de forbehold, vi indtil nu har taget i sagen, sagde Kim Andersen på amtsrådsmødet.
Amtet regner med øgede driftsudgifter på henved 800.000 kroner om året, idet den nye færge sættes i drift fra og med 2003. I forvejen er der ikke just tale om en overskudsforretning at drive færgefart mellem Grenaa og Anholt. I disse år giver ruten hvert år et underskud på den forkerte side af tre millioner kroner. Et underskud, der deles nogenlunde ligeligt mellem stat, amt og kommune.
Det norske værft Moen Slip A/S i Kolvereid har fået opgaven med at bygge en helt ny Anholt-færge til levering i januar 2003. Pris: 48,175.000 mio. kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2001