11-09-01 |
|
Grenaa-diskotek påny ramt af brandstiftelse |
![]() |
Diskoteket Shakesbeer på Østerbrogade i Grenaa har endnu engang været ramt af en påsat brand. Natten til mandag i sidste uge hærgede en voldsom brand i trappeopgangen til ejendommen Østerbrogade 16-18 i Grenaa, der rummer både diskoteket og Dagbladet Djurslands Grenaa-afdeling. Kriminalinspektør Henning Knudsen udtaler til Grenaa Bladet, at politiets efterforskning går i den retning, at man formentlig udelukkende har været ude på at stikke ild til diskoteket. Altså et forehavende svarende til det, der ramte diskoteket natten til den 21. juni, hvor der blev begået indbrud på diskoteket, og efterfølgende hældt brandbare væsker ud på diskoteksgulvet. Her blev branden imidlertid holdt i skak af brandhæmmende tæpper, hvilket gjorde, at brandskaderne blev relativt begrænsede. Så gerningsmændene fra dengang er formentlig vendt tilbage "for at gøre arbejdet færdigt". I denne ombæring lykkedes det dem imidlertid ikke at trænge ind i diskoteket. Man forsøgte ved at smadre en rude, som imidlertid var afdækket indefra. I stedet hældte man brandbare væsker ind gennem en ventilationsrist, og prøvede ad den vej at få ilden til at udvikle sig inde i selve diskoteket. Sammen med det at stikke ild til trappeopgangen. Her er ilden ifølge politiets teknikere opstået i kælderen under trappen. Ved at hælde brandbar væske ud på gulvet har ilden hurtigt fået fat i selve opgangen. Brandalarmen på stedet gik klokken 01.09, og nogenlunde samtidig ringede et forbipasserende vidne alarm, idet hun havde set røg og flammer stikke ud af et vindue. Grenaa Brandvæsen var selvsagt hurtigt fremme, idet brandstationen som bekendt er nabo til diskoteket og dagbladet. Brandfolkene fik da også hurtigt styr på flammerne. Branden nåede dog at anrette ganske betydelige skader. Specielt i forhold til trappeopgangen, men også i forhold til de tilstødende lokaler.
- Vi er interesseret i alle de oplysninger vi kan få, siger kriminalinspekør Henning Knudsen i en appel til offentligheden. Det gælder også i forhold til den første brand på stedet den 21. juni. Ved den lejlighed blev der stjålet to ting fra stedet - en Rodec-mixerpult og en dobbelt CD-afspiller af mærket Denon - og viden om disse effekters skæbne efter den 21. juni, er politiet også meget interesseret i at høre om. Alle observationer omkring brandtidspunkterne ligeså. Grenaa Politi kan kontaktes på tlf. 86 32 10 11.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2001