20-06-2001 |
|
Grene Industri på Tempovej i Grenaa har fået mere albuerum |
![]() |
I fredags markerede Grenaa-firmaet Grene Industri på Tempovej i Grenaa, at forretningen er blevet bygget om via en udvidelse til cirka det dobbelte antal m2. 212 m2 er firmaet blevet tilført, og i fredags blev det hele vist frem ved et Åbent Hus-arrangement under mottoet: »Fra elektroforretning til industriens totale servicepartner«. Det foregik med en minimesse med leverandørstande og produktnyheder, et indlæg om erhvervslivet på Djursland ved én, der virkelig burde noget herom, nemlig erhvervsdirektør i Djurslands Erhvervsråd, Finn Andersen. Plus noget godt til ganen naturligvis.
- Vi har lidt af akut pladsmangel i nogen tid, så vi er naturligvis glade på både kundernes og egne vegne over, at vi nu har fået ombygget vores forretning, så vi fremstår som en endnu stærkere samarbejdspartner for industrien, siger Michael Boserup fra Grene Industri i Grenaa.
- Butikken er nyindrettet og indeholder et stort udvalg i værktøj og forbrugsvarer til vedligehold. Lageret indholder nu et endnu bredere lokaltilpasset program indenfor el, automation, hydraulik, transmission og andre tekniske artikler, plus det, at det moderne serviceværksted sætter os i stand til at løse krævende reparations- og service-opgaver, udtaler Michael Boserup, der er én ud af fem lokale Grene-medarbejdere. Grene Indudstri råder over i alt fem afdelinger, som alle befinder sig i Jylland, og med hovedsædet i Skjern.
De 212 nye m2 udnyttes til lager og varemodtagelse, mens det bestående er lavet om til forretning, som gør det muligt at præsentere de varer, som man har på lageret. Derudover har de ansatte i det hele taget fået bedre forhold at arbejde under på Tempovej 24 i Grenaa.
Grene Industri er en division i Chr. C. Grene A/S, som er markedsledene udbyder af reservedele og tekniske artikler til landbrugssektoren.
- Man overtog i 1998 divisionen med henblik på at komme ind på industri-markedet i erkendelse af, at der ikke just bliver flere landmænd at skulle servicere i fremtiden. Tværtimod, siger Michael Boserup.
Chr. C. Grene A/S indgår i A/S P. Grene sammen med selskaber i Sverige, Norge, Finland, Polen og Litauen samt virksomhederne Hydra Grene A/S, Hydropower A/S og H. C. Puck A/S. A/S P. Grene ejes 100% af det børsnoterede A/S Schouw & Co. med hovedsæde i Århus. Der er tale om et stort, dansk holdingselskab, der investerer i, og udvikler virksomheder, der har en førende position indenfor et givent marked. Schouw & Co. beskæftiger sig med fem hovedområder, hvoraf Grene-koncernen repræsenterer handels-området. De fire øvrige er: Emballage (Schouw Packing-koncernen). Vindkraft (NEG Micon-koncernen). Fødevarer (Schulstad Gruppen). Og intelligent lys (Martin Gruppen).
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000