20-06-2001 |
|
Hele egnens kulturhus er blevet indviet! |
![]() |
Lørdag den 9. juni var en mærkedag for Grenaa Kommune, men ikke kun for Grenaa Kommune, slog borgmester Gert Schou fast i sin tale, da Kulturhuset Pavillonen skulle indvies ovenpå et ombygnings-, udvidelses- og renoveringsprojekt til cirka 15 millioner kroner. Han kaldte nemlig Kulturhuset Pavillonen for hele egnens nye kulturhus.
Hundredevis af mennesker var mødt op om eftermiddagen for at være med i indvielsen af det, der for blot seks år siden var nogle rimeligt forsømte selskabs- og mødelokaler i Pavillonen og en langt fra up-to-date hal (Grenaa-Hallen). Forvandlingen er både arkitektonisk og brugermæssigt total, og det kan næppe overraske ret mange, at der samlet set har været tale om en investering på 20 millioner kroner set over de seks år (en 1. etape af ombygningsprojektet blev indviet for 2-3 år siden).
Resultatet er med andre ord til at tage og føle på, og efter indvielsestalerne på »Den Skæve Scene« på festpladsen ved siden af Kulturhuset Pavillonen, rykkede man da også indendøre til aktiviter i hele huset. Publikum kunne således se alle de nye såvel som gamle lokaler (ombyggede og/eller renoverede), samtidig med, at de blev brugt af rigtige levende brugere. Levende værksteder over det hele som sprællevende ekssempler hvad huset kan og vil blive brugt til fremover. I Det Gule Hus kunne man således besøge Grenaa Daghøjskoles lokaler på 2. sal, mens der på 1. sal i forskellige rum var aktiviteter ved Patchworkklubben, bridge i Ældre Sagen og folk fra Trafikforeningen Djursland. Vel nede i stueplan kunne man besøge Møntklubben for Grenaa og Omegn i Grønne Stue, smutte ned i kælderen til Grenaa Billard Club, runde Pavillon-salen, hvor mangt et Grenaa-par er blevet smedet sammen i Hymens lænker gennem årene, og her opleve Kalles Kapel og Djursland-Mols Spillemandslaug. Eller kigge ind i Store Momme og Lille Momme, hvor FOFs mavedansere foldede sig ud i fuldt fuldt flor og dansere fra Kattegat Square Dance gav opvisning udi amerikansk folkedans.
I kor/musik-lokalet huserede Optimistkoret og Grenaa Musikskoles harmonikahold. I det rytmiske musiklokale var der skruet op for forstærkerne, så musikskolens elever kunne »trykke den af«, mens Frivilligheden og Grenaa Videoklub i et tilstødende lokale viste hvad de går og hygger sig med. Kunstskolen i Grenaa inviterede indenfor i Billedværkstedet, mens Grenaa Amatørteater kunne vise deres nye teatersal og lokaler frem. I den helt nye idrætshal, som er blevet bygget for at tilgodese Vestre Skoles behov for indendørs kvadratmeter til idrætsundervisningen (og idræts- og kulturlivet i byen som helhed), blev der spillet badminton ved Grenaa Motions Badmintonklub og i Lille Sal kunne man møde musikere fra Dansk Musiker Forbund. Eftermiddagsarrangementet blev rundet af ved Grenaa Musikskole og Erik Hoberg i den nye og meget imponerende Centersal med plads til 500 siddende tilskuere via nogle mobile stolerækker, der kan skubbes tilbage mod endevæggen og i påkommende tilfælde frigøre plads til andre aktiviteter.
Men dermed var det langt fra slut med festlighederne. Om aftenen var der nemlig stor indvielsesfest i Kulturhuset Pavillonen med spisning og dans til Peter Belli & Zena, hvorefter det hele blev rundet af med et fornemt festfyrværkeri.
Det hele startede imidlertid først på eftermiddagen med, at Ebeltoftgarden og Randers Pigegarde trak igennem midtbyen ned til Anlægget, hvor et stort antal mennesker som allerede nævnt stod og ventede på at få indviet herlighederne. Indvielsestalerne var lagt i hænderne på to socialdemokrater i Grenaa Byråd, borgmester Gert Schou og formanden for Voksen- og Fritidsudvalget (og styregruppen bag kulturhus-udvidelsen) Erik Hoberg.
Borgmesteren konstaterede for sin del, at der ikke kun var tale om indvielse af Grenaas, men hele egnens kulturhus på tværs af alle kommunegrænserne.
- Vel er det ikke Værket i Randers eller Musikhuset i Århus, men det er vores kulturhus. Det er funktionelt og det er hvad vi realistisk set kan magte. Og resultatet af anstrengelserne og midlerne er både godt og flot, sagde borgmesteren, der så stedet som et kulturelt samlings- og fixpunkt mange år ud i fremtiden.
Erik Hoberg erklærede, at der var blevet lavet et utroligt flot stykke arbejde af alle involverede parter. Ikke mindst den gruppe af interessenter, der skal bo og arbejde under samme tag i huset.
- Det har været utroligt spændende at være med til at samle alle disse tråde. Også selv om vejen har været lang og fyldt med lumske huller og blød rabat, sagde han med henvisning til uvenlige vejrguder og de overraskelser den aldrende bygningsmasse har budt på undervejs.
Og så væltede to folk fra »Joes nøgle- og hælerbar« ellers op på scenen for at aflevere nøglen til det nye kulturhus til Hoberg og Schou. Der gik naturligvis kage i afleveringen, for der var tale om et festligt indslag ved amatørteaterfolkene Marx Jøns og Sven-Erik Schmidt.
Men åbnet blev egnens nye kulturhus ikke desto mindre for publikum.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000