15-02-2001 |
|
Tag din PC med til LOF’s PC-café |
![]() |
I forbindelse med LOF Grenaa’s PC-café, der afholdes over 2 1/2 time hver mandag eftermiddag, er der nu taget initiativ til oprettelse af et EDB-rådgivningsværksted indenfor samme tidsrum. LOF-skoleleder Klaus Lindhardt Kierulff oplyser, at formålet med dette værksted er at give (fortrinsvis uerfarne) brugere mulighed for at få checket deres egen computer. Man medtager således blot sin computer, får den tilsluttet og så bliver den lige set efter i sømmene.
- Man kan naturligvis også få svar på de spørgsmål man eventuelt måtte have. Det være sig spørgsmål vedrørende ens egen computer, eller hvad der ellers måtte ligge én på sinde. Vi vil forsøge at hjælpe i det omfang evnerne rækker. Fungerer computeren ikke ordentligt, vil der være mulighed for at få fejlene rettet, og hvis problemet er særlig slemt, kan en geninstallation komme på tale, hvis brugeren medbringer CD-rom med certifikat. I dette tilfælde vil der blive oprettet en startdiskette, således at efterfølgende fejl selv kan rettes. Instruktion heri gives også - ligeledes rådgivning vedrørende køb af PC-tilbehør. I det hele taget kan man få hjælp til stort set hvad som helst - indenfor lovens rammer, siger Klaus Lindhardt Kierulff.
Er man i tvivl om noget, er man altid velkommen til at ringe til LOF’s kontor. Ellers møder man blot op i LOF’s lokaler på Sønderbro 1 i Grenaa i kontorets åbningstid mandag og torsdag.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000