15-02-2001

Husmoderforening prøver én gang til

Grenaa Blad logo

Generalforsamlingen i Grenaa Husmoderforening, der var fastlagt til tirsdag den 6. februar, blev aflyst på grund af det voldsomme snevejr. Nu prøver man imidlertid én gang til, idet generalforsamlingen nu er berammet til den 14. februar i Kulturhuset Pavillonen, hvor de fremmødte medlemmer efter generalforsamlingen får lejlighed til at opleve et lysbilledforedrag ved Erik Frandsen, Grenaa, der kommer og fortæller om og viser lysbilleder fra en rejse til Nepal i 1999. Han beretter selv følgende om turen:

- Dybt inde i Himalaya, på Nepals grænse til Tibet, ligger Mustang - en lomme af gammel tibetansk kultur gemt bort fra det 20. århundredes jagt på materielle goder og uden turismens massive invasion. Indtil 1991 var området totalt lukket for turister og siden har kun 200 om året fået lov til at passere grænsen. Prins Joachim er én af de meget få danskere, der har besøgt stedet. Den eventyrlige trekkingtur foregår i 3000 til 4500 meters højde og ved hjælp af mulddyr, yakokser og lokale sherpaer, fortæller Erik Frandsen forud for lysbilledforedraget i Grenaa Husmoderforening.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000