15-02-2001

Kreativt værksted i Bønnerup

Grenaa Blad logo

AOF Nørre Djurs afholder i den nærmeste fremtid 2 kurser á 5 aftener med kreativt værksted. Første kursus kører på mandage - første gang den 12. februar - mens det andet foregår på tirsdage og med start den 13. februar. Lærer på begge kursusforløb er Allis Eliasen, og det foregår i hendes eget værksted, Sandbanken 12, Bønnerup Strand.

- Vi er alle kreative på én eller anden måde. Styrken ligger i at opdage og udnytte sin egen kreativitet og turde lade den komme til udfoldelse. Derfor forsøger AOF at køre kreativt værksted som åbent værksted, hvor man selv har mulighed for at afprøve forskellige fag, og hvor man selv er med til at bestemme kursets indhold. Et åbent forum, hvor man kan få inspiration, hjælp og støtte i sine arbejder og teknikker, siger Allis Eliasen.

Det kreative værksted rummer følgende muligheder:
- Utraditionelt blomsterbinderi, hvor der arbejdes med utraditionelle begreber med papir-, silke- og friske blomster samt snegle plus naturens egne materialer.
- Papirmageri/decoupage, hvor der skal skæres, klippes og rives papir. Decoupage er en teknik, der kommer fra Frankrig og man kan decoupere på snart sagt alt - lige fra små æsker, serveringsbakker, billeder, møbler, spejle, æg, skåle og krukker. På den måde kan man sætte sit helt personlige præg på sit hjem.
- Trådbinderi, hvor der skal arbejdes med tråd, perler og metal. Med metaltråd kan man eventuelt udforme sine egne idéer. Metallets lethed gør det velegnet til små kurve, skåle, lysestager og opsatse.

Modellering med ler, hvor man har mulighed for at lave sine egne figurer. Efter tørring bliver modellen glittet med sten for herefter at blive forglødet. Efter brændingen bliver emnet behandlet med sværte og voks. En teknik, der stammer fra indianerkulturen.

Der må påregnes udgifter til materialer, og der er maksimalt plads til 8 personer pr. hold.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000