15-02-2001

Flere røg i »spritfælden«

Grenaa Blad logo

Flere røg i politiets spritfælde i løbet af forrige weekenden. Første levende billede »blev indrammet« på Åboulevarden i Grenaa om fredagen. Der var tale om en 35-årig mandlig bilist, der efter at have pustet i alkometer blev anholdt under sigtelse for spiritus/promillekørsel. Herefter fulgte en bloddryppende oplevelse, idet politiet skulle bruge en blodprøve fra manden med henblik på at tilvejebringe en promille-størrelse, der kan føre til eventuel domfældelse i byretten. Samme tur fik en 41-årig mand samme fredag ved midnatstid. Han havde under kørsel på Askhøjvej mellem Lyngby og Albøge forladt vejbanen og kørte herefter via rabatten fast på et stykke markjord. Det fik selvsagt politiet til at interessere sig lidt for ham. På samme tidspunkt blev en 17-årig gut på knallert i øvrigt noteret for spritkørsel. Det foregik på N. P. Josiassensvej i Grenaa.

Men dermed var politiet ikke færdige med at udstede spritsigtelser. Lørdag ved 18-tiden blev en 32-årig mand standset i en varebil - sjovt nok også i forbindelse med kørsel på N. P. Joasiassensvej. Han fik samme tur som de to andre mænd. Spritknalleristen slipper for sin del med en bøde, mens bilisterne også risikerer at få inddraget deres kørekort i én eller anden form ifald deres promille er tilstrækkeligt over den tilladte grænseværdi på 0,5.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000