15-02-2001 |
|
Zambia-kor får en rigtig Grenaa-dag |
![]() |
Tirsdag den 20. februar får Grenaa afrikanske gæster. Et kor bestående af 20 musik- og lærerstuderende fra David Livingstone Teachers Training College i Zambia giver koncert på Grenaa Bibliotek.
Og den øvrige del af Grenaa by har besluttet, at koret denne tirsdag skal have en rigtig Grenaa-dag. Klokken 12.00 er der officiel modtagelse på Grenaa Rådhus med en bid god, dansk smørrebrød. Og mon ikke koret kvitterer med en lille sang?
Når koret så har været oppe i kirketårnet og skue ud over byen, går turen til Kattegatcentret, der vederlagsfrit åbner dørene for de afrikanske gæster. Til gengæld får hajerne i den store hajtank en sang eller tre. Så må man blot håbe, at hajerne kan lide musikken og de farvestrålende dragter.
Og om aftenen er der så koncert på biblioteket. Koncerten skulle have foregået i Grenaa Kirke, men den er jo som bekendt under restaurering, så biblioteket rykker bøgerne ud og stolene ind, og håber på denne måde at få plads til 200 publikummer. På biblioteket har man i ugerne forud varmet op med udstilling og foredrag om afrikansk inspireret kunst, arrangeret i samarbejde med Grenaa Kunstforening. Koncerten arrangeres således i et samarbejde mellem Grenaa Kunstforening, Grenaa Bibliotek og Grenaa Kirke.
Og hvad kan koret så tilbyde grenaaenserne og andet godtfolk denne tirsdag aften i februar. Det har Grenaa Kirkes organist Peter Arendt, der også er et meget aktivt medlem i Grenaa Kunstforening, et ganske godt bud på:
- Gospel, traditionelle afrikanske sange og nyere kompositioner akkompagneret af trommer. Og ikke mindst afrikansk livsglæde og varme. Der tages en beskeden entré på 30 kroner, som tilmed går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling, der i år netop går til fattige kvinder i Zambia. Det er Folkekirkens Nødhjælp, der har hentet koret herop til en landsdækkende turné med koncerter i 12 af landets største byer. Derfor naturligvis også i Grenaa....
Så ud over en stor musikalsk oplevelse støtter man også et godt formål ved at komme til koncerten. Vi fra arrangørernes side håber naturligvis, at billetterne bliver revet væk, når forsalget starter fra biblioteket mandag den 12. februar, udtaler Peter Arendt.
Koret består af 20 medlemmer - 10 mænd og 10 kvinder - og kommer fra den vestligste del af Zambia, fra Livingstone, der ligger tæt på grænsen til Zimbabwe lige ved Victoria-vandfaldet. Kormedlemmerne er alle lærerstuderende på David Livingstone Teachers Training College, hvor de tager en to-årig læreruddannelse med blandt andet musik som valgfag. Der er tale om et meget anerkendt zambiansk kor, som har flere nationale kor-turnerings førstepladser bag sig.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000