15-02-2001

Run på Vero Moda i Grenaa

Grenaa Blad logo

At dømme efter søgningen til Grenaa’s nye tøjbutik for et modebevidst, kvindeligt publikum i diverse aldre, så har »Vero Moda« på Torvet i Grenaa en berettigelse i byens handelsliv. Butiksbestyrer Mia Jensen og salgsassistent Christina Hilmer blev på det nærmeste »overfaldet« af kunder, da de første gang slog dørene op til den nye tøjbutik med mærkerne Vero Moda og Only torsdag formiddag klokken 10.00 i sidste uge. Der var med andre ord »run« på hylder, borde og tøjstativer, da den flotte, lyse og velindrettede butik slog dørene op for første gang. Den er beliggende i lokaler, der har huset tøjforretningen Bodil Bach gennem en længere årrække, men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Lokalerne har undergået en gennemgribende ombygning - og udvidelse, idet forretningsfacaden er blevet flyttet helt ud til gaden, således at der nu er 150 m2 butik at boltre sig i for kunder og personale. Lys og luftig virker butikken, der er all-white og med mange små lys rundt omkring.

Manden bag »Vero Moda« hedder Peter Christiansen, og han har i forvejen 9 af slagsen, så han har godt vidst hvad han ville have, da håndværkerne gik i gang med at ombygge og nyindrette butikken.

Bestyreren hedder Mia Jensen, der er udlært hos »Loiuse« i Grenaa, mens salgsassistenten Christina Hilmer har stået i lære i en tøjbutik i Storcenter Nord i Århus. De har begge to været med helt fra starten af omkring indretningen og konceptet for butikken, og det er da også dem der solo køber varer hjem til forretningen via hovedkontoret i Brande. På den front kan kunderne glæde sig til hele tiden at kunne kaste sig over nogle helt nye varer.

- Vi kommer til at køre meget med ekspres-varer, der højst har otte uger på bagen, så det bliver det hotteste hotte vi får på hylderne, siger Mia Jensen.

Forårsfarverne kommer altid i januar, så på den måde er åbningen af »Vero Moda« i Grenaa timet perfekt.

- Det er blå, lyserød og sand, der rykker her på tærsklen til foråret, fortsætter Mia Jensen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000