15-02-2001

Hvad er et bredbåndsnet?

Grenaa Blad logo

IT-Brancheforeningen i Danmark vil have et landsdækkende bredbåndsnet etableret hurtigst muligt. Den er Djurslands Erhvervsråd helt med på, som omtalt i herstående artikel. Men hvad er et bredbåndsnet egentlig for en størrelse? Jo, et bredbåndsnet er en betegnelse for et digitalt kommunikationsnet, hvor transmission af data foregår med høj hastighed. Ifølge IT-Brancheforeningens egen definition på bredbånd, er der tale om transmission af data med en fart på mindst 2 megabit i sekundet (Mbit/s) - altså 2 millioner bit i sekundet!

Dog er der »kun« tale om den aktuelle nedre grænse, idet den grænse vil flytte sig opad i takt med at IT-verdenen får introduceret hurtigere netværk - herunder smartere måder at pakke data på. De nuværende bredbånd er blandt andet kabel-TV nettet, visse satellitopkoblinger, tredje generations mobilnet samt net med optiske kabler som databærere.

For private og for mindre virksomheder er den mest udbredte kommunikationsteknologi i dag en modemopkobling af PC’en til det almindelige telenet. For dem er der virkelig noget at hente ved at gå fra telefon-modem’et til bredbåndet.

Fordelen ved øget båndbredde kan blandt andet illustreres med følgende eksempel: Man downloader en musik-cd fra Internettet med et indhold på 50 megabyte. Ifølge en nylig udsendt rapport fra IT-Brancheforeningen vil det tage 231 minutter at downloade disse 50 megabyte data med et 28,8 Kbit/s modem. Er man derimod koblet på et bredbåndsnet med en kapacitet på 2 Mbit/s, vil den samme data-transmission tage sølle 3,3 minutter. Med andre ord en verden til forskel. Et bredbåndsnet til alle - også dem i landets tyndest befolkede områder såsom Djursland - vil være ensbetydende med, at alle vil have mulighed for at kommunikere med hinanden og med myndigheder og virksomheder. Og ikke kun i tale og tekst, men også i levende billeder og avanceret 3D-grafik.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000