15-02-2001 |
|
Gå-til-præst-aftener i Grenaa Kirkecenter |
![]() |
Med årets første foredrag tager Grenaa Menighedsråd hul på en række »gå til præst«-aftener/teologisk voksenundervisning, som i dette forår vil koncentrere sig om Markusevangeliet. Den opbyggelige tale fra menighedsrådet forud for disse aftener lyder således:
»Udgangspunktet for møderækken er, at det bibelske sprog er blevet fremmed for mange mennesker. Ordene bruges i dag med nye betydninger, og det kan gøre det vanskeligt at læse Bibelen med udbytte, men teksterne rummer hele vores kristne, religiøse baggrund. De anvendes hver søndag i kirken, og de bruges ved alle kirkelige handlinger, bryllupper og begravelser, så de er en levende del af vores tilværelse. Desuden giver de svar på mange af de spørgsmål, vi vel alle ind imellem stiller om livet og dets mening, og de rummer forståelse, trøst og omsorg ind i enhver livssituation, for uanset hvad tilværelsen bringer os mennesker, så kan vi spejle det ind i de bibelske tekster, og dér opdage, at vi aldrig er alene«.
Universitetslektor Helge Kjær Nielsen, Rønde, vil indlede med et foredrag i Grenaa Kirkecenter den 6. februar. Foredraget »De 4 evangelier og deres tilblivelse« vil beskæftige sig med den periode, hvor fortællingerne om Jesus blev videregivet mundtligt og deres betydning for evangelieskrifterne - herunder en kort karakteristik af de 4 evangelier og deres respektive særpræg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000