18-12-2000 |
|
Endnu et år er gået i Boligselskabet Grenaa af 1945 |
![]() |
På et repræsentantskabsmøde for nylig i Boligselskabet Grenaa af 1945 - hvor 40 ud af 50 mulige beboerrepræsentanter dukkede op - kunne man se tilbage på endnu et år med et stort aktivitetsniveau i byens største almennyttige boligselskab. Alene rammerne for repræsentantskabsmødet fortalte herom, idet det foregik i selskabssalen i boligselskabets nye administrationsbygning på Engdalen 2 i Grenaa.
Formanden for bestyrelsen, Birte Nørager, aflagde årsberetning for repræsentantskabet, der består af beboervalgte repræsentanter fra boligselskabets forskellige afdelinger, og hun lagde ud med en orientering om nybyggerierne i »1945« i det forløbne år. Til denne kategori hørte 2. etape af Ålunden-Ådalen i Grenaa. Denne etape består af 16 almene boliger samt et fælleshus for både 1. etape - 24 ældreboliger - og 2. etape, som består af fire 3-rums boliger på 112 m2 i to plan samt tolv 3-rums boliger på 91 m2 i ét plan. De boliger, der var sidst færdige, blev taget i brug den 1. marts 2000. Indvielse og kunstafsløring fandt sted den 27. april. Den lokale kunstner Bente Wulff har udført 3 skulpturer i jern, som fik navnet »Å-bølger«. Afdelingen havde i øvrigt fint besøg den 10. april, idet by- og boligminister Jytte Andersen kiggede forbi denne dag i forbindelse med et officielt besøg Grenaa.
- Ministeren var inde at se to boliger, og vi havde nær aldrig fået hende ud igen. Hun brugte så meget tid i Ålunden-Ådalen, at et andet planlagt besøg på IT-College måtte stryges. Ministeren var meget begejstret for hele byggeriet. Det er siden kommet mig for øre, at hun har berettet om og rost vort byggeri ovre på »Borgen«, og det kan vi alle i boligselskabet godt tillade os at være lidt stolte over, sagde Birte Nørager.
Havnevejen 128
Havnevejen 128 - 14 ældrevenlige boliger fordelt på to etager med elevator og udsigt til åen - var det næste nybyggeri hun kunne berette om.
- Første spadestik fandt sted den 2. juni 1999. Rejsegildet trak lidt ud, idet vi, som I jo alle ved, løb ind i nogle problemer med en forurenet undergrund, men disse problemer blev løst, så der kunne holdes rejsegilde fredag den 23. juni 2000. Den 1. november flyttede de første beboere ind, og de sidste flyttede ind den 1. december, berettede formanden, der også kunne fortælle om et meget specielt nybyggeri - nemlig Sønderstrandsvej 39 på Kattegat-øen Anholt.
Der er tale om 4 almene familieboliger på hver 87,5 m2 og med hver sit 10 m2 store udhus.
- Byggeriet blev opført efter et stort ønske fra Anholt Borgerforening og Grenaa Byråd. Derfor var der også en repræsentant fra byrådet i byggeudvalget, nemlig Mogens Blach. Boligerne, som Grenaa Kommune har visitationsret til, var klar til at blive taget i brug den 1. januar 2000, sagde Birte Nørager.
På aktivitetssiden tæller også, at boligselskabet er i fuld gang med en større renovering af ejendommen Søren Kannesvej 18 - herunder indretning af to nye boliger i samme ejendoms tagetage.
Engdalen 2 - det nye hjemsted
Engdalen 2 - boligselskabets nye administrationsbygning - fik selvsagt også et par ord med på vejen.
- Denne arbejdsopgave og udfordring er den største vi har haft i år, men i aften sidder vi så i vort nye hus. Vi har jo længe ledt efter et nyt sted at flytte hen, idet vores bygning på Markedsgade var blevet for lille. Det var en svær beslutning at tage, men stedet her fandt vi praktisk, idet der både kunne være boligbutik og kontorer i stueplan, hvilket ville gøre det hele lettere - ikke mindst for vore kunder, men også for personalet. Hele stueplanet er indrettet handicapvenligt såsom kørerampe her op til festlokalet samt et handicaptoilet. I indgangspartiet ved boligbutikken lukker dørene selv op, og der findes ingen dørtrin overhovedet i stueetagen. Jeg mener, at vi har fået en administrationsbygning som er fremtidssikret mange år frem, berettede Birte Nørager, der også kunne løfte sløret for enkelte af boligselskabets nære fremtidsplaner.
- Én gang om året giver Grenaa Byråd forhåndstilsagn om støtte til almene boliger i det kommende år. For 2001 har vi fået tildelt støtte til opførelse af 8-10 almene ældreboliger på Kastanieallé 10 i Trustrup, 8-10 almene ældreboliger på Søndergade/Sønderport i Grenaa. Bestyrelsen og administrationen arbejder p.t. på begge projekter, men i øjeblikket kan jeg ikke fortælle mere. Om alt går vel skulle det dog kunne blive til max. 20 boliger til næste år, sagde hun blandt andet i sin beretning.
3 genvalg til bestyrelsen
Tre beboervalgte bestyrelsesmedlemmer var på valg denne aften, og de opnåede alle tre genvalg. Der var tale om Irene Sørensen, Bærhaven, Karin Nielsen, de Lichtenbergsvej, og Poul Erik Schumacher, Bakkehegnmet, der alle blev valgt for en ny to-årig periode. Som suppleanter til bestyrelsen valgtes Jens Quade, Solvangsallé, og Kaj Bojer, Ålunden-Ådalen.
Endelig skulle repræsentantskabet foretage endelig godkendelse af årsregnskaberne for selskabet og for afdelingerne som sådan, og her kunne forretningsfører Frede Frandsen melde om et mindre tilfredsstillende resultat. 25 afdelinger har samlet set et underskud på en lille million, mens 11 afdelinger har et overskud på 400.000 kroner. Frede Frandsen forklarede det samlede minus med realiserede og urealiserede kurstab på obligationer, der har gjort, at budgetterne ikke har kunnet holde i 25 af afdelingerne. I mange tilfælde er der dog kun tale om beskedne underskud, og forretningsføreren forventer da også, at et lidt mere gunstigt obligationsmarked i nær fremtid vil kunne indhente det tabte, således at man for så vidt muligt undgår huslejestigninger rundt omkring i de forskellige afdelinger - ihvertfald på det grundlag!
Boligselskabet Grenaa af 1945 har taget sin nye administrationsbygning på Engdalen 2 i brug i år, og det var da også her man for nylig kunne afholde repræsentantskabsmøde for år 2000.
Ét af »1945's« byggeprojekter i det forgangne år var 2. etape af Ålunden-Ådalen i Grenaa i form af 16 almene boliger. I den forbindelse blev dette kunstværk af den lokale kunstner Bente Wulff afsløret. »Å-bølger« hedder værket med henvisning til det naboskabet med Grenåen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000