31-07-2000 |
|
Freeq-volley på Grenaa Strand |
![]() |
Der er Freeq-volley på Grenaa Strand ved lystbådehavnen lørdag den 5. august. Tilmelding er i fuld gang til historiens første beachvolley-turnering på Grenaa Strand, som Åstrup IF Volley står bag.
Beachvolleyball blev opfundet af en amerikaner i 1896 som alternativ til den mere hårdtslående sport, volleyball. Beachvolley slog for alvor igennem i nyere tid, da den hundrede år senere blev optaget som olympisk sportsgren ved OL i Atlanta i 1996. Freeq-volley er en turnering der er åben for både damer, herrer og mixhold, som kæmper i den samme række, og mod slutningen af sidste uge var der allerede en del hold tilmeldt. De hurtigst tilmeldte får foræret en billet til arrangementet Parken 2000 Live, som foregår på pladsen ved Kulturhuset Pavillonen samme dag.
Der er plads til 16 hold bestående af 2-4 spillere, som inddeles i puljer i den første runde af turneringen. På den måde er man garanteret tre kampe. De to bedste hold fra hver pulje går videre til finalerunden, hvor knock-out princippet træder i funktion.
Deltagergebyret er på 25 kroner pr. spiller, og tilmelding skal ske hos Freeq, Storegade 10 i Grenaa, senest fredag den 4. august. Der er sørget for, at man kan købe både drikkevarer og lidt fast føde ved turneringen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Karin Jensen eller Flemming Due Jensen fra Åstrup IF Volley.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000