31-07-2000 |
|
Hårdt arbejde at flytte skinner |
![]() |
Grenaa Bladets udsendte medarbejdere skulle hilse fra disse Per Aarsleff-folk og sige, at arbejdet med at flytte sveller og skinner fra Grenaa Station til en ny godsbanegård på Grenaa Havn, er en bøvlet omgang. Disse fotos blev taget onsdag middag i sidste uge i banelegeme-området ved Øster Allé, Jernbanevej og Vinkelvej i Grenaa - tæt ved Grenaa Dampvæveri - hvor man altså også er i gang med arbejdet med at flytte skinner fra by til havn. Det, der vanskeliggør arbejdet er at skinnerne efter mange års inaktivitet er groet til med græstotter og ukrudt af mere eller mindre ubestemmelig art, og alene det at frigøre skinner og sveller for disse seje og genstridige gevækster, er tydeligvis et stort entreprenørarbejde i sig selv.
Efter endt forhandling med DSB og Banestyrelsen har Grenaa Havn nu fået mulighed for at nedlæge 1,2 km. skinner på havnens areal ved at flytte godsbanegården fra by til havn, hvorefter det for fremtiden er slut med rangering af gods på stationen. Det skal altså i fremtiden ske på spor ved havnen - men altså ikke uden først at skulle bruge en hel del knofedt...
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000