31-07-2000

Kæmpe-elefant kommer til Grenaa

Grenaa Blad logo

Kæmpe-elefant kommer til GrenaaKæmpe-elefanten »Jumbo« kommer til Grenaa i forbindelse med Lang Lørdag i Handelscenter Grenaa på lørdag den 5. august. I elefantens indre finder børnene et helt mini-legeland, og der er slikposer til de første 300 børn, der kommer og leger i elefanten.


Verdens største oppustelige elefant »Jumbo« kommer til Grenaa. En gigantisk elefant, der måler 13 x 5 meter, bliver opstillet i forbindelse med Lang Lørdag i Grenaa lørdag den 5. august arrangeret af Handelscenter Grenaa.


Elefanten er en verdensnyhed, som firmaet Showbizz Danmark har hentet hjem fra Canada. Elefanten er den eneste af sin »art« i Danmark, og bliver altså kaldt »Jumbo«. Udover at »Jumbo« i sig selv er et opsigtsvækkende syn, så er den faktisk ved nærmere eftersyn tillige et helt mini-legeland. Børnene kan kravle ind gennem elefantens snabel, og videre inde i maven venter der et kæmpe oplevelsesland, hvor børnene kan boltre sig i timevis. De kan kravle på »Peanuts-hill«, som er et legebjerg. De kan opleve fantastiske jungle-motiver hele vejen rundt i elefanten. Der er ruder i elefantens mave, så mor og far kan kigge ind til børnene. Efter endt leg er børnene formentlig trætte, og Showbizz Danmarks opsynsmand frisker op med lidt mundgodt. Der er nemlig slikposer til de første 300 børn, som kommer og leger i elefanten »Jumbo«, der har plads til 25 børn ad gangen.


Elefanten vil være opstillet på Torvet i Grenaa på lørdag den 5. august i fire timer i tidsrummet mellem kl. 10.30 og 14.30.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000