31-07-2000 |
|
Der sker noget på Bønnerup Havn! |
![]() |
De ligger ikke på den lade side på Bønnerup Havn. I øjeblikket er den lokale entreprenør Ole Rasmussen i færd med at opføre ferieboliger på havnearealet. Der er planlagt 26 af slagsen og de opføres i takt med, at de bliver solgt. Derudover har fonden bag Bønnerup Lystbådehavn netop kunnet tage et splinternyt havnekontor i brug ved den nye lystbådehavn. Der er tale om en dobbeltbygning, der udover havnekontor også rummer den lokale turistinformation foruden velfærdsfaciliteter for lystbådehavnens brugere. Byggeriet skulle ganske vist have stået klar for to måneder siden, men bedre sent end aldrig synes indstillingen at være for den nye havnefoged på lystbådehavnen, Niels Juncher, der tiltrådte i stillingen den 1. juni som afløser for Bente Grum, der kun nåede at fungere et års tid på posten.
- Stillingen blev ledig, og så blev jeg opfordret til at gå ind og tage over, og det passer mig udmærket at kunne kombinere arbejde og fritidsinteresse på den måde, siger den nye havnefoged, der har haft båd på havnen gennem en 15-20 år, og som har siddet i bestyrelsen for lystbådehavnen næsten lige så længe. Efter at bådelauget og sejlklubben på havnen dannede en fond med henblik på at få fat i nogle EU-midler til havnebyggeriet, har han ligeledes haft sæde i denne bestyrelse, hvor han p.t. er kasserer i foretagendet. Niels Juncher var da også meget passende ledig på jobmarkedet efter at han ved årsskiftet afsluttede 18 års ansættelse ved Farvandsvæsenet som én ud af fem fyroperatør-medarbejdere på vagtcentralen Fornæs Fyr. Bemandingen på fyret blev fjernet totalt som et led i forsvarets spareplaner, og Niels Juncher takkede nej, da man i stedet tilbød ham en stilling ved Skagen Fyr. Hverken han eller den øvrige del af familie havde mod på dette, og han måtte således lade sig tælle blandt de arbejdssøgendes rækker på Djursland. Men altså ikke i specielt mange måneder.
Forud for ansættelsen ved Farvandsvæsenet blev det til 13 års ansættelse hos Falck i Grenaa, så det er tydeligvis ikke en mand, der lige springer af pladsen
Det går bedre end forventet
Dobbelt-tjansen som kasserer og havnefoged gør, at Niels Juncher er ganske godt klædt på til at fortælle noget om, hvordan det er gået for Bønnerup Lystbådehavn siden havneindvielsen for et år siden.
- Det er gået over al forventning. Vi ligger bedre end sidste år, som jo var et begynderår. I sidste uge passerede vi 1500 gæstesejlere, og det er et par hundrede flere end på samme tidspunkt sidste år, fortæller han.
- Der er tillige en del gengangere i forhold til sidste år, og de er ved at tabe både næse og mund, idet de opdager, hvor meget der er sket på havnen på blot et år, siger han.
De nye velfærdsfaciliteter for havnens brugere i tilknytning til havnekontoret er blevet døbt Skipperstuen, og rummer 2 x 60 m2 på 1. sal og 35 m2 i stueplanet. Havnekontoret og turistinformationen deles så om stueplanet i den ene af de to servicebygninger.
Ikke råd til nye bade- og toilet-forhold
Hele herligheden har kostet i nabolaget af 1,3 millioner kroner, og den nye havnefoged havde håbet, at der også ville være blevet råd til nogle nye toilet- og badefaciliteter i tilknytning til havnen, men så langt rakte pengene ikke.
- Her halter vi kraftigt efter, idet de eksisterende faciliteter både er utilstrækkelige og utidssvarende, men da det blev 750.000 kroner dyrere at transportere sand væk fra arealet end påregnet, så kunne der ikke findes økonomi hertil, men jeg håber meget stærkt på, at pengene kan findes tilpas hurtigt til, at nye toilet- og badeforhold vil kunne tages i brug allerede til næste år, siger Niels Juncher.
En enkelt lokal protest mod anlægsplanerne til Skov- og Naturstyrelsen spændte ben for, at gæstesejlerne i år kunne tage bad osv. i nogle tidssvarende omgivelser.
En 106 m2 stor bygning til 1,6 millioner kroner er i så henseende planlagt i det nordøstligste hjørne af lystbådehavnen. Det bliver i givet fald i tilknytning til en miljøbygning med vaskeplads til bådene, og et grejhus til sejlklubben, der i forvejen har klubhus på dette areal.
Deler lokaler med turistchef
Og så er Niels Juncher i sit arbejde på Bønnerup Lystbådehavn i øvrigt blevet bidt af en gal turistchef. Bidt og bidt er måske så meget sagt, men han deler faktisk servicebygning med chefen for Djurslands Turistforening, Per Rasmussen, der her i højsæsonen år 2000 har forlagt sit virke til den nye turistinformation på Bønnerup Havn.
- Jeg synes det er et meget spændende arbejde at servicere turisterne med information om dette og hint, og jeg supplerer faktisk Per i hans arbejde i det omfang det er mig muligt. Det er specielt udenfor turistinformationens kontortid, der kan være brug for det, siger Niels Juncher, der således har skullet hjælpe en turist med at finde ud af, hvad man kan gøre ved en knækket tand og har skullet forklare hvordan man bedst og nemmest kommer til turistattraktioner i Århus og Randers med de offentlige transportmidler - og det er ikke nogen nem opgave, skulle vi hilse og sige.
- Busserne driller jo noget så frygteligt. Indtil den 1. maj var der ingen problemer, men efter den nye buskøreplans ikrafttræden, er situationen jo som bekendt blevet en noget anden. Det er ikke noget problem at komme til Glesborg, men at komme videre herfra til Århus, Randers eller Grenaa, er blevet noget af et projekt med ventetider på op til to timer. Det er noget skidt, slutter den nye havnefoged/turistmedarbejder på Bønnerup Lystbådehavn.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000