08-05-2000

Medlemsfestival i SuperBrugsen

Grenaa Blad logo

Open By Night i Glesborg tirsdag den 9. maj:


Medlemsfestival i SuperBrugsen

I indeværende uge uddeler SuperBrugsen i Glesborg 1.120.000 mio. kroner til medlemmerne i dividende. Der er tale om en rekord-uddeling baseret på sidste års rekordomsætning på 61 millioner kroner, og SuperBrugsen har valgt at markere uddelingen af de skattefri kroner med en medlemsfestival tirsdag den 9. maj, hvor medlemmerne kan komme ind i butikken og få indløst deres dividende/bonus-checks. Åbningstiden denne dag er da også lidt ud over det sædvanlige, idet SuperBrugsen først lukker og slukker klokken 22.00. Og flere andre butikker følger trop, så det nærmest bliver et helt Open By Night-arrangement i Glesborg. De pågældende butikker er Røde Kors-butikken, Lyspunkt, C. C. Jagt og DK Benzin.


2.300 medlemmer af Glesborg Brugsforening får en check med posten, og med en uddeling på 1.120.000 mio. kroner skulle det give cirka 500 kroner i gennemsnit pr. medlem. Brugsforeningens bestyrelse vil også være i butikken denne aften, hvor man også vil holde åbent i medlemskontoret. Her vil eventuelle tvivlsspørgsmål omkring uddelingen af dividenden kunne blive afklaret. En stor streamer-konkurrence med gavekort for ialt 2.000 kroner vil også blive afviklet.


SuperBrugsen i Glesborg afholder medlemsfestival tirsdag den 9. maj. Årsagen er udbetaling af 4% dividende til medlemmerne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000