28-06-1999 |
|
Djurslands Museum i Grenaa har åbnet en udstilling med kirkekunst fra middelalderen |
![]() |
Det er middelalderår i år, og derfor har Djurslands Museum i Grenaa planlagt en række udstillinger og aktiviteter i løbet af 1999, der netop tager udgangspunkt i den omstændighed. Med andre ord at vise middelalderen frem for publikums undrende og interesserede blikke. Senest har dette forhold medført åbningen af en udstilling på muséet, der fortæller om kirkekunst i middelalderen. I forvejen havde muséet fotograf Poul Petersens fotos af stenmester Horders arbejder på Djursland, så disse var naturligvis selvskrevne til udstillingen. Derudover har muséet bygget udstillingen op omkring lånte effekter kombineret med egne fotos af kalkmalerier fra middelalderen taget fra flere af egnens kirker.
- Vi er gået efter kalkmalerier, der dels er velbevarede og dels karakteristiske for tiden, siger musemsleder Brita Mosdal.
Muséet har således været rundt for at fotografere kalkmalerier i kirkerne i Gjerrild, Voldby, Glesborg, Marie Magdelene og Tøstrup.
- Disse kalkmalerier viser noget om, hvad der rørte sig i hovederne på folk dengang, selv om en række malerier kun kan fortolkes ved hjælp af gisninger og formodninger. De fleste er måske lidt pikante og vulgære set med vor tids øjne, men det har de jo ikke været for middelaldermennesket, siger Brita Mosdal.
Surrealistiske figurer, kronede hoveder, der mest af alt minder om karikaturtegninger fra et satiremagasin blander sig med slet skjult seksualundervisning, og vidner om, at vi rent tidsperiodemæssigt befinder os før reformationen i 1536. Det vil sige i Danmarks katolske periode, hvor der tydeligvis var mere liv og glade dage end efter reformationen, hvor piben fik en anden lyd med pietismens indtog.
Moderne skitser
Brita Mosdal er specielt stolt over, at det er lykkedes for muséet at tilvejebringe noget nyere dansk kirkekunst, der netop tager sit afsæt i middelalderen. Der er tale om billedkunstneren Carl Henning Pedersens skitser og tegninger til glasmosaikker og kalkmalerier i Ribe Domkirke. Skitserne er fra første halvdel af 80'erne, og har aldrig været vist udenfor det museum i Herning, hvor de befinder sig til daglig.
- Mosaikkerne og kalkmalerierne blev afsløret for en 10 år siden og vakte stor furore - dels på grund af det stærke farvevalg, som man jo ikke er vant til at se i danske kirker, og dels på grund af figurerne, der er taget ud af en middelalderlig fabelverden. Det var man jo heller ikke vant til at se. Men jeg synes de er utroligt flotte, og så må man jo huske på, at de kalkmalerier fra middelalderen, som er i vore kirker i dag, også var meget sprælske i farverne som udgangspunkt. Ting falmer jo, også kalkmalerier. Det, der gør Carl Henning Pedersens værker interessant i forhold til vores udstilling, er jo nok så meget den dimension, at middelalderen stadig afføder kunst, siger Brita Mosdal.
Udstillingen består også af Poul Steffensens træsnit af de kirker på Djursland, der er fra middelalderen, foruden Niels Larsen Stevns' skitser til frisker og kirkeudsmykning med udgangspunkt i diverse bibelske motiver. Skitser, der er udlånt fra Randers Kunstmuseum.
Udstillingen kan beses til og med den første weekend i september.
Turistvenlig udstilling
- Det er en udstilling, som ikke mindst er møntet på vore turister. Tyskerne er eksempelvis meget interesserede i denne form for historisk oplysning. Som opfølgning på udstillingen agter vi at lave en bustur med både en dansk og en tysk guide den 28. juli til nogle af de gode eksempler på kirkekunst vi har her på Djursland, slutter Brita Mosdal.
Endvidere er der lavet en aftale med den lokale kunstner Morten Skovmand, der i uge 33 og 34 vil lave kalkmalerier på muséet. Her er det meningen at lokale skoleklasser skal koble sig på med henblik på at hjælpe Morten Skovmand med at lave kalkmaleri-kunst.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000